Fire ud af de 13 danskere, der var involveret i en alvorlig busulykke i Thailand, er klar til at komme hjem. 

Det oplyser Karin Tranberg, der er direktør i SOS International. 

»Fire af dem er i princippet klar til at komme hjem nu. Vi jagter lige at få opdateret de sidste medicinske oplysninger og det er lidt udfordrende lige nu, fordi der har været meget fri hos det administrative personale grundet det kinesiske nytår,« oplyser hun. 

»Men jeg regner med, det sker om kort tid, og at de er hjemme om ganske få dage,« slår Karin Tranberg fast. 

Søndag lød meldingen, at ingen af de 13 unge danskere, der forulykkede i en minibus i Thailand fredag aften, er i livsfare. 

Dog er de stadig  indlagt med alvorlige skader og skal scannes og være mere stabile, før de kan komme hjem.

»Og der kommer nok til at gå flere uger,« fortæller hun. 

Præcis hvilke skader, de unge danskere har pådraget sig, kan hun ikke gå i detaljer med.

»Det spænder vidt. Nogle har alvorlige brud, og det gør, at de ikke bare kan rejse hjem. Der skal mere stabilitet til, før de kan transporteres.«

Ulykken skete i den nordvestlige del af Thailand sent fredag aften, hvor gruppen af unge turister var på vej til den populære 'Full Moon Party' på en restaurant i Pai.

En forældre til en af de unge danskere har fortalt til B.T., at chaufføren kørte voldsomt og uansvarligt under hele turen, ligesom de inden ulykken var i et andet sammenstød. 

»Som vores datter fortæller det, så kørte han hasarderet under hele turen. Altså virkelig voldsomt, og der var jo mange kurver på de her små veje, hvor han bare havde fart på.«

Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken har været. Den 55-årige chauffør mistede livet i ulykken.