____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En 20-årig studerende har præsenteret en ny teori om, hvad der er sket med det forsvundne fly fra Malaysia Airlines og de 239 personer om bord. Teorien kommer med et bud på, hvordan flyet kan have holdt sig flyvende i timevis efter den sidste radarregistrering og radiokontakt. Buddet er så realistisk, at en tidligere topchef fra USAs flysikkerhedsvæsen anser det for et sandsynligt bud, skriver DR.

Teorien fra den amerikanske dataingeniørstuderende, Andrew Aude, går ud på, at sprækker i flyets skrog har fået flyet til at åbne sig ved antennefæstningen. På den måde er kabinen blevet tømt for luft, og alle om bord har mistet bevidstheden, samtidig med at alle signaler fra flyet er stoppet, på grund af den ødelagte antenne. Sprækkerne behøver ikke betyde, at flyet er gået i stykker. Derfor kan det være fløjet videre på autopilot i timevis, selvom piloterne ikke længere var ved bevidsthed.


Andrew Aude udviklede sin teori, efter at han faldt over en rapport om sprækker i flere Boeing 777-fly. Han offentliggjorde sin teori på Tumblr i mandags, og den er siden blevet delt flittigt på de sociale medier. En af de mange, som støtter teorien, er en tidligere chef for USA's nationale flysikkerhedsvæsen. I et interview med radiokanalen WBUR fra Boston siger Mary Schiavo:

- Personligt tror jeg, at teorien om sprækker er korrekt. Advarslen mod sprækker i Boeing 777-fly kan også have berørt MH370, siger hun og fortsætter:

- På 35.000 fods højde tager det kun 30 sekunder, før man taber bevidstheden uden ilt. Det kan være sket med piloterne.Mary Schiavo hæfter sig desuden ved, at flyet fra Malaysia Airline ved det seneste eftersyn, var blevet kaldt ind til yderligere service.

Hvis flyet har været på vingerne i flere timer efter den sidste kendte kontakt, kan det være nået ud over det indiske ocean. Malaysiske og kinesiske myndigheder har netop udvidet eftersøgningsområdet, og leder nu også i både Andamanhavet og i det Indiske Ocean.