Julehyggen er aflyst på den norske ø Frøya i år. Den norske laksegigant Salmar har nemlig her op mod jul varslet, at der skal fyres 851 medarbejdere, heraf langt de fleste på øen.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Salmar skyder skylden på den norske regering, som her i efteråret har foreslået en ny skat på 40 procent på lakseopdræt.

»Dette (fyringsrunden, red.) skyldes hovedsageligt, at regeringens forslag til ny lakseskat har ødelagt markedet for langsigtede fastpriskontrakter,« hedder det i pressemeddelelsen.

Fyresedlerne vil blive uddelt i perioden 1. januar til 30. juni 2023 og vil gå hårdt ud over lokalsamfundet på den norske ø Frøya vest for indløbet til Trondheimsfjorden.

Hele 748 af de varslede 851 fyringer vil nemlig ramme Salmars ansatte på øen. Der bor i dag 5.330 (andet kvartal 2022) på Frøya.

Lokalpolitiker på Frøya Kristin Furunes Strømskag siger til Dagbladet.no, at massefyringen desværre ikke kommer bag på hende.

»Det er måske ikke uventet, men noget man har frygtet siden grundrenteforslaget (lakseskatten, red.) kom fra regeringen tidligere på efteråret. Det er vores største arbejdsplads. Når 748 af os, som bor her, møder et fyringsvarsel før jul, så er det voldsom dramatisk,« siger hun.

Salmars koncernchef, Frode Arntsen, der selv bor på Frøya, afviser over for Dagbladet.no, at massefyringen er et signal til regeringen om at trække forslaget om lakseskatten tilbage.