Omkring 500 kabinefolk kan gå i strejke, hvis parterne ikke bliver enige.

Sådan lyder meldingen, skriver VG.

Mandag vil det norske kabinepersonale sammen med SAS-ledelsen nemlig sætte sig sammen til en frivillig mægling i et forsøg på at blive enige om en ny overenskomst.

Sker det ikke, vil man gå videre til tvungen mægling, og lykkes det heller ikke her at nå til enighed, så kan det ende med strejke inden jul.

»Vi har intention om at forsøge at lande en overenskomst, men indtil videre har vi ikke set noget konkret på bordet, som vi kan skrive under på,« skriver forbundsleder Elin Roverudseter i kabinepersonaleforeningen til NTB.

Hun understreger dog, at de håber at nå til enighed.

Efter at piloterne blev enige med SAS efter strejken i sommer, var det kabinepersonalets tur til at forhandle en ny overenskomst.

Kabinepersonalets fagforening var tidligere på efteråret i forhandlinger med SAS-ledelsen. Parterne nåede ikke til enighed. Nu gør de et sidste forsøg gennem frivillig mægling.

Pilotstrejken i sommer varede 15 dage, hvor 900 piloter strejkede i Norge, Sverige og Danmark. De samlede omkostninger for SAS-strejken endte på op mod 900 millioner kroner.