Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Først blev et shoppingcenter ramt, og senest har russiske missiler ramt beboelsesejendomme og to ferielejre i Odesa, hvor 21 personer indtil videre har mistet livet.

Angreb mod civile bliver altså hyppigere og hyppigere.

Og det vidner om en ny russisk strategi ifølge B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

»Det tyder på en ny russisk strategi, hvor man prøver at sprede skræk og rædsel blandt civilbefolkningen. Der er ikke nogen tvivl om, at det er vilkårlige angreb på noget, der klart er civile områder og ikke undskylder at være andet,« slår han fast.

Foto: Instagram
Foto: Instagram
Vis mere

Angrebet på Odesa mener Illeborg hænger sammen med, at den ukrainske hær fik russerne til at trække sig fra Slangeøen i Sortehavet torsdag.

»I Kyiv læser man meget angrebet som en indirekte straf for, at russerne har forladt den meget omtalte Slangeø, som ligger tæt på Odesa. De får lige en hilsen med på vejen.«

Og det skaber utryghed i Kyiv, hvor Jakob Illeborg i øjeblikket befinder sig.

»Man er bange for, at Kyiv står for tur næste gang. Nu har man ligesom været runden rundt og angrebet mange steder.«

Foto: Jakob Illeborg
Foto: Jakob Illeborg
Vis mere

Men der er også en anden frygt, der i øjeblikket har forplantet sig i befolkningen.

»Vi er så tæt på Belarus. Både aviser og militær skriver om, at de frygter og forudser, at hvis det lykkes Putin at få Lukasjenko (Belarus' præsident red.) til at blande sig i krigen, så er Kyiv det ultimative mål for dem.«

Generelt er det også en dyster udvikling, der syner ude i landskaberne. Kører man rundt i den nordlige del af Kyiv, er det eneste man ser nemlig ren ødelæggelse.

»Det er voldsomt. Rigtig mange er hjemløse og lever på gaden. Mange har ikke nogen steder at tage hen eller penge til det. Mange har haft arbejde på fabrikkerne, som nu er fuldstændig pulveriseret og smadret. Det betyder, at der ikke er nogen penge. Der er knap nok penge til at få mad i munden,« slår han fast og fortsætter:

»Det er som en surrealistisk horrorfilm og et mareridt, der aldrig stopper. Det er lige meget, hvor jeg kører hen. Billedet er det samme.«

B.T.s internationale korrespondent befinder sig i London på billedet. Nu er han i Polen. Foto: B.T.
B.T.s internationale korrespondent befinder sig i London på billedet. Nu er han i Polen. Foto: B.T.
Vis mere

Netop det faktum, at russerne er begyndt at ramme civile mål hænger også sammen med, at Rusland er begyndt at bruge unøjagtige missiler fra gamle sovjetiske lagre til mere end 50 procent af angrebene i Ukraine.

Oleksii Hromov, der er general i Ukraines væbnede styrker, udtaler, at de unøjagtige missiler fører til betydeligt flere dræbte civile i krigen.

Rusland står dog ved, at de ikke skyder efter civile. Men uanset, hvad der er tilfældet, så er der ingen tvivl om, at de civile, der fortsat befinder sig rundt omkring i Ukraine, går en barsk tid i møde.

Først og fremmest fordi, der er lagt miner omkring i landskaberne.

»Det gør det enormt farligt for folk at bevæge sig rundt,« slår Jakob Illeborg fast.

Derudover er der stadig en trussel om en krigshandling, der lurer om hjørnet fra Belarus. Men Illeborg peger også særligt på det faktum, at temperaturerne om natten snart begynder at blive lavere.

»Hvis man bare kunne sige, at de ville blive genhuset. Men det kan man ikke. Det er vigtigt, vi ikke glemmer konflikten nu. Det er vigtigt at forstå, den ikke er overstået, den er fortsat i fuld gang,« slår han fast.

Andre læser også