Der gik over fire timer, fra det malaysiske fly MH370 forsvandt fra radarne, til et redningshold blev alarmeret. Det viser den rapport, de malaysiske myndigheder har lavet om flyets forsvinden. Det skriver Daily Mail.

Rapporten blev offentliggjort torsdag, næsten to måneder efter at flyet forsvandt sporløst med 239 personer om bord. Mandag indstillede myndighederne al eftersøgning fra luften, mens en ubåd fortsat leder efter vragrester på bunden af Det Indiske Ocean, hvor man mener, flyet befinder sig.



Den fem sider lange rapport bekræfter, at MH370 forsvandt fra den malaysiske radar klokken 01.21 lokal tid. I 17 minutter opdagede ingen, at flyet var forsvundet, netop som det skulle være overgået til det vietnamesiske luftrum. Først klokken 01.38 spørger folkene fra den vietnamesiske luftkontrol efter flyet. Selvom de malaysiske myndigheder efterfølgende tager kontakt til både Singapore, Hong Kong og Cambodia for at lokalisere flyet, går der yderligere fire timer, inden et eftersøgningshold i Kuala Lumpur bliver varslet.

Morgenen efter flyets forsvinden, viser det sig ifølge rapporten, at en militær radar har registreret, at flyet har lavet en u-vending i vestlig retning. Forsvarsministeren bliver informeret om sagen syv timer efter flyets forsvinden, og han videregiver oplysningerne til den malaysiske premierminister, som straks en eftersøgning i Malacca-strædet.

Den malaysiske forsvarsminister har forklaret, at militæret ikke straks efter u-vendingen identificerede flyet, da der ikke var tegn på, at det var fjendtligt indstillet.

- Flyet var kategoriseret som venligt indstillet af radaroperatøren, og derfor blev der ikke skredet til nogen form for indgreb på det tidspunkt, lyder det fra forsvarsminister Hishammuddin.

Samtidig med at myndighederne nu har offentliggjort den officielle rapport om fly MH 370's forsvinden, er Malaysia nu ved at sende alle pårørende hjem. Hidtil har pårørende til personer om bord på flyet haft mulighed for at indlogere sig på hotel i Malaysia for at følge efterforskningen. 

Nu vurderer efterforskere, at det kan tage op til et år, før man finder flyets præcise placering. Derfor bliver alle pårørende nu bedt om at tage hjem og følge efterforskningen derfra.