De seneste otte år har været de varmeste nogensinde.

Sådan lyder meldingen fra en ny FN rapport, der samtidig slår fast, at verden nu er dybt inde i klimakrisen.

Det skriver The Guardian.

Rapporten blev præsenteret søndag på åbningsdagen for FNs COP27-klimatopmøde i Egypten.

Her ses billeder fra én af de mange skovbrande, der hærgede i sommer. Dette er fra august i Spanien.
Her ses billeder fra én af de mange skovbrande, der hærgede i sommer. Dette er fra august i Spanien. Foto: Brais Lorenzo
Vis mere

Her advarede FNs generalsekretær om, »at vores planet er på vej til at nå vendepunkter, der vil gøre klimakaosset umuligt at ændre på.«

I rapporten slås det også fast, at havniveauet nu stiger dobbelt så hurtigt som for 30 år siden, og havene er varmere end nogensinde.

»Jo større opvarmning, jo værre er virkningerne. Det er allerede for sent for mange gletsjere og stigningen i havniveauet er en stor trussel mod mange millioner kystbeboere og lavtliggende stater,« lyder det fra WMOs generalsekretær.

FNs Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) anslår samtidig, at den globale gennemsnitstemperatur i 2022 vil være omkring 1,15 grader højere end gennemsnittet.

Flere videnskabsfolk har allerede slået alarm om klimakrisen, hvor ny forskning viser, at truslen er mere overhængende end hidtil antaget.

Blandt andet har adskillige studier slået fast, at den enorme Twaites-gletsjer – også kaldet 'Dommedags-gletsjeren' – på Antarktis smelter – og at udviklingen bliver svær at stoppe.