De bliver ofte taget fra deres hjem og har ekstremt få rettigheder.

Sådan bliver kinesiske tvangsarbejdere beskrevet, som nu sættes i forbindelse med onlinehandelsvirksomheden Amazon. Det afslører en ny rapport, skriver NBC News.

Her har man fundet frem til fem virksomheder, der leverer varer til Amazon, der gør brug af 'labour transfer', som tvinger folk fra bestemt områder i Kina i arbejde – en klar overtrædelse af menneskerettighederne.

Leverandørerne producerer blandt andet produkter med Amazon-logo på, der sælges som 'Amazon Basics'.

Desuden peger rapporten på, at handelsvirksomheden samarbejder med tredjeparter, der producerer varer fremstillet af arbejdskraft fra regionen Xinjiang i Vestkina. Det drejer sig om bomuldsimport, der er underlagt amerikanske sanktioner.

»Disse fund rejser spørgsmål om, hvorvidt Amazon er klar over Kinas undertrykkelse af minoriteterne i Xinjiang, og hvorvidt selskabet undersøger sine leverandørforhold tilstrækkeligt,« bliver der skrevet i rapporten.

NBC News har forholdt Amazon kritikken, men selskabet har afvist at svare på påstandene. Dog udtaler virksomhedens talskvinde, Erika Reynoso, følgende:

»Amazon overholder love og regler i alle henseender og forventer, at leverandører følger vores 'Supply Chain'-standarder. Vi tager alle påstande om brud på menneskerettighederne alvorligt,« siger hun.

Rapporten kommer fra Tech Transparency Project under nonprofitorganisationen Campaign for Accountability – en forskergruppe, der ofte er kritisk over for store techvirksomheder.