Efter modstridende vurderinger af, om Anders Behring Breivik er tilregnelig eller ej, har bistandsadvokater indkaldt en ny psykiater.

Usikkerheden om, hvorvidt Anders Behring Breivik var tilregnelig eller ej, da han i juli sidste år begik sine chokerende ugerninger i Oslo og på Utøya, får nu sagens bistandsadvokater til at indkalde endnu en psykiater, der skal vurdere det centrale spørgsmål. Det oplyser norsk TV2.

Beslutningen kommer efter, at to sagkyndige rapporter er kommet frem til vidt forskellige konklusioner vedrørende den terrortiltalte nordmands tilregnelighed. Derfor skal Ulrik Malt, der er en af Norges fremmeste specialister i psykiatri, nu følge retssagen med et helt særligt formål.

- Bistandsadvokaterne har bedt mig om at foretage en vurdering af totalbilledet med henblik på tilregnelighed eller ikke tilregnelighed, forklarer Ulrik Malt.

- Vi har stævnet ham som vidne, fordi vi mener, at han uafhængigt af rapporterne kan fortælle, hvad der ligger i disse diagnoser. Hvad ligger der i, at have bizarre vrangforestillinger på en psykotisk måde, siger bistandsadvokat Cathrine Grøndahl.

Bistandsadvokaterne har også bedt Ulrik Malt vurdere de sagkyndiges metode.

- Man kunne måske forestille sig, at de vil definere disse begreber sådan, at det passer med deres konklusioner, fortsætter Cathrine Grøndahl.

- Vi vil høre, hvad de bedste i landet har at sige om det, supplerer bistandsadvokat Frode Elgesem.

Ulrik Malt skal efter planen vidne i midten af juni. Han vil ikke kommentere, hvordan han arbejder og hvad han får ud af sine observationer.

- Aftalen er, at jeg ikke skal give nogen kommentarer. Nu ser jeg på det og taler med bistandsadvokaterne, siger Malt.

Cathrine Grøndahl vil ikke kommentere, om Ulrik Malt er draget ind i retssagen for at kontrollere de sagkyndige, men siger til norsk TV2:

- Han bliver nok et bidrag i denne interessante og vanskelige debat om psykiatri.

Bistandsadvokaterne repræsenterer ofrene og de efterladte under retssagen, der er en af de mest komplekse og omfattende i norsk historie.

TV2 Norge kan også afsløre, at børnepsykologer tilbage i 1984 ville fjerne Breivik, som dengang blot var 4-5 år, fra hjemmet. Det afslog myndigheden Barnevernet dog dengang. Det fremgår også, at Breivik og hans familie i 1980erne var til observation på den norske stats center for børne- og ungdomspsykiatri. Psykiateren, som dengang undersøgte Anders Behring Breivik, har siden forklaret til politiet, at Breivik allerede som fireårig var svært skadet følelsesmæssigt.