Tjekkiets præsident, Petr Pavel, har indsat Andrej Babis som premierminister.

Det viser billeder fra en ceremoni, hvor de to trykker hænder, tirsdag.

Andrej Babis var også premierminister i Tjekkiet fra 2017 til 2021 og er selvudnævnt "trumpist" - altså tilhænger af USA's præsident, Donald Trump.

Han har en baggrund som erhvervsmand og har opbygget en formue, der har gjort ham til milliardær.

Det var Babis' parti, ANO, der stod med sejren, efter at der havde været parlamentsvalg i landet 3. og 4. oktober.

Babis' parti lovede op til valget, at det ville hæve lønningerne, øge væksten samt nedbringe støtten til Ukraine, som er i krig med Rusland.

/ritzau/