I Shanghai har sundhedsmyndighederne fundet en ny undervariant af omikron.

Nyheden om, at myndighederne har fundet en ny undervariant af covid-19-varianten omikron i Shanghai, blev offentliggjort på en mediebriefing søndag.

Den understreger, skriver Reuters, at de kinesiske sundhedsmyndigheder har store udfordringer med at forfølge en 'zero-covid'-strategi.

Den nye undervariant, som har fået den officielle betegnelse BA 5.2.1, er blevet fundet i et enkelt tilfælde i Pudong, og det er forbundet med et tilfælde fra udlandet, oplyser man.

Shanghai kom ud af en to måneder lang lockdown i begyndelsen af juni, men myndighederne er fortsat med at indføre strenge restriktioner lokalt, når man har fundet nye potentielle smittekæder.

»Vores by er på det seneste fortsat med at registrere lokalt overførte positive smittetilfælde (af covid-19), og risikoen for, at epidemien spreder sig igennem samfundet, forbliver meget høj,« siger Zhao Dandan, som er vicedirektør i Shanghais sundhedskommission.

Samtidig forbereder sundhedsmyndighederne i Shanghai nu byens millioner beboere på flere runder af test.

Således skal samtlige beboere i adskillige af byens store distrikter nu igennem to runder coronatest for at bringe potentielle nye udbrud under kontrol.

De to runder skal foretages tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge.

Ifølge de kinesiske myndigheder blev BA 5-undervarianten af covid-19, som også er den dominerende i Danmark, fundet i Kina for første gang 13. maj hos en 37-årig mandlig patient, som var fløjet til Shanghai fra Uganda.