To teenagepiger er fundet døde hængende fra et træ efter at være blevet voldtaget i en landsby i det nordlige Indien. Politiet mener, at de to piger er blevet udsat for gruppevoldtægt, og en mand er foreløbig anholdt i sagen skriver BBC.

De to kusiner på 14 og 16 år forsvandt tirsdag aften fra deres hjem i landsbyen Katra, da de var gået ud for at gå på toilettet. Først næste morgen blev pigerne fundet hængende fra et mangotræ, og lokale anklager nu politiet for at ignorere anmeldelsen af pigernes forsvinden. Obduktionen af pigerne har vist, at de begge blev gruppevoldtaget og kvalt, inden de blev hængt, siger Atul Saxena fra det indiske politi ifølge Daily Mail.

Onsdag omringede landsbyboere træet med de døde piger og nægtede myndighederne adgang til ligene, før der var foretaget anholdelser i sagen. Begge piger tilhører Indiens laveste kaste, Dalit, som også kaldes "de urørlige". Foreløbig har politiet anholdt en mand i sagen, men leder fortsat efter flere gerningsmænd.

Indien strammede sidste år lovgivningen i forbindelse med voldtægter efter omfattende protester i forbindelse med voldtægt og drab på en ung kvindelig studerende i en bus i Delhi i 2012.

Flere politimænd er angiveligt også blevet suspenderet for at ignorere anmeldelsen af pigernes forsvinden i den aktuelle sag fra Katra.