Et stof, der normalt bruges til at bedøve køer og heste, spreder rædsel i amerikansk storby.

Narkohandlere i den amerikanske by Philadelphia har nemlig fundet ud af at blande bedøvelsesmidlet Xylazine med det smertestillende Fentanyl, og det har enorme konsekvenser for byens stofmisbrugere. Blandingsstoffet bliver kaldt 'Tranq'.

Det skriver Sky News.

Ud over stoffets indvirkning på indtagerens sindstilstand har flere brugere oplevet, at stoffet giver dem alvorlige åbne sår.

Flere beskriver det som, at der går råd i huden.

»Tranq er dybest set en zombificerering af folks kroppe. Indtil for ni måneder siden havde jeg aldrig sår. Nu er der huller i mine ben og fødder,« fortæller en misbruger.

Ifølge Sky koster stoffet helt ned til et par dollar for en pose. Stoffets tilgængelighed får også flere af brugerne til at tænke i alternative løsninger.

»Jeg har brug for at blive anholdt eller sat på afvænning langt væk, eller endda slået ud og slæbt væk fra Kensington. Jeg skal bare væk herfra,« fortæller en anden.

Flere læger fortæller også, at de ikke før har set sår som dem, man finder hos dem, der har taget Tranq.

Sårene kan være flere måneder og helt op til år om at hele, og flere oplever, at amputation er den eneste udvej.

I USA er der op mod 70.000 mennesker om året, der mister livet pga. opioider, som man kalder en gruppe af smertestillende præparater. Opioider er præparater som morfin, fentanyl, metadon, oxycodon og petidin.