En usædvanlig scene udspillede sig lørdag til Det Kommunistiske Partis kongres.

Kinas ekspræsident Hu Jintao blev nemlig eskorteret ud fra afslutningsceremonien, hvor billeder fra salen har fået flere til at spekulere i, om det nu også var et frivilligt exit.

Indtil videre har Kinas statsdrevne medie Xinhua oplyst, at eskorteringen af Jintao skyldes ekspræsidentens skrantende helbred.

Men nye billeder fra partikongressen, tyder på, at der er tale om andet end en træt ældre mand, der havde brug for et hvil. Det skriver BBC.

Hu Jintao bliver her eskorteret ud af partikongressen.
Hu Jintao bliver her eskorteret ud af partikongressen. Foto: TINGSHU WANG
Vis mere

I videoen, som du kan se øverst i artiklen, ser det ud til, at et dokument i den røde mappe foran ekspræsidenten, kan have spillet en rolle i episoden.

Den bliver nemlig fjernet fra Jintao, hvorefter han bliver taget i armen og eskorteret ud af kongressen.

Tidligere redaktør på det kommunistiske partis avis, The Study Times, har, siden videoen kom ud, udtalt, at partiet ikke ville lægge et dokument foran Hu Jintao, hvis ikke han havde tilladelse til at læse det.

»Det er bestemt en usædvanlig situation. Ingen kan forklare det, før der kommer beviser for, hvad der er i dokumentet, eller hvad der blev udvekslet af ord under episoden,« siger han til BBC.

Hu Jintao var præsident i Kina fra 2003 til 2013.

Det Kommunistiske Parti, der har regeret i Kina siden 1949, holder kongres hvert femte år.