Antallet af coronasmittede i Storbritannien er hastigt på vej i vejret.

På syv dage er 4,26 millioner briter konstateret smittede, og det er en stigning på knap 30 procent sammenlignet med ugen før.

Ifølge Sky News er Storbritannien dermed tæt på at nå den foreløbige smitterekord.

Den blev sat i den første uge af 2022, hvor 4,3 millioner briter testede positive.

I både Skotland og Wales sætter smittetallene lige nu også rekorder.

Ifølge de engelske sundhedsmyndigheder er kontakttallet i Storbritannien lige nu mellem 1.1 og 1.4, hvilket betyder, at epidemien er i vækst.

Den markante stigning i antallet af covid-smittede i Storbritannien skyldes den nye og mere smitsomme variant Omicron BA. 2, skriver Sky News.

Ifølge BBC er en ud af 16 englændere i øjeblikket smittet med corona, og det britiske sundhedsvæsen begynder også at mærke et stigende pres i form af flere indlæggelser.

Heldigvis stammer presset for mængden af patienter, og ikke at patienterne er så syge, at de har behov for at blive behandlet på intensivafdelinger eller er i livsfare.

Til gengæld kæmper hospitalerne med personalemangel, fordi hele to procent af den samlede arbejdsstyrke i det engelske sundhedsvæsen er sygemeldt på grund af corona.

I Danmark har coronasmittetallene den seneste tid været nedadgående med et gennemsnit på 6.125 personer om dagen i løbet af den seneste uge.

Til sammenligning testede 46.337 tusind positiv om dagen i gennemsnit, da epidemien var på sit højeste i februar.