USA's tidligere præsident Donald Trump skyllede rutinemæssigt dokumenter ud i et toilet i Det Hvide Hus, og han bad sin personlige advokat, Rudy Giuliani, om at gøre "hvad som helst for at ændre udfaldet af præsidentvalget i 2020."

Det er blot nogle af nye afsløringer, som belaster den tidligere præsident i en ny bog fra The New York Times-journalisten Maggie Haberman. Det rapporterer BBC.

Bogen "Confidence Man", som udkom tirsdag i USA, fortæller om Trump fra hans tid som forretningsmand i New York og frem til hans tilværelse efter præsidenttiden. Den trækker på over 200 interviews med forskellige kilder, deriblandt tidligere ansatte i Trumps stab og tre interviews med Trump selv.

Den tidligere præsident har på sociale medier beskyldt Haberman for at opfinde historier uden at undersøge facts.

Da det stod klart, at Trump havde tabt til Joe Biden ved præsidentvalget i 2020, ringede han til sin personlige ven og advokat, den tidligere borgmester i New York Rudy Giuliani.

- Okay, Rudy, du har kommandoen. Gør noget vildt, hvad som helst, du vil. Jeg er ligeglad, skal Trump have sagt i et forsøg på at få Giuliani til at ændre på valgresultatet.

Ifølge Haberman var Trump meget tæt på at fyre sin datter Ivanka og sin svigersøn Jared Kushner. Det blev forhindret af den daværende stabschef, John Kelly, som overtalte ham til at tale med parret endnu engang inden en fyring. De forblev en del af hans stab, men ifølge bogen talte Trump ofte ned sin svigersøn.

Haberman skriver også, at Trump gentagne gange havde overvejelser om at få bombet mexicanske narkokartellers laboratorier.

I Det Hvide Hus var der under Trump perioder, hvor staben måtte konstatere, at toilettet var stoppet med dokumenter, som præsidenten ville af med.

Trump skal også have revet dokumenter i stykker, hvilket er i strid med loven, da dokumenter fra og til en præsident tilhører den amerikanske regering og skal overdrages til de nationale arkiver efter embedsperioden.

Trump brød også loven, da han tog 15 flyttekasser fulde af breve, notater og i nogle tilfælde fortrolige dokumenter med til sin privatbolig i Florida, da han forlod Det Hvide Hus.

/ritzau/