Italienske Ferrero står bag det meget populære smørepålæg Nutella. Men fabrikanten oplever i disse dage en stor modstand grundet en meget vigtig ingrediens.

Nemlig palmeolien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en undersøgelse fra maj fra European Food Safety Authoriy (EFSA) så udvikler palmeolien tilsyneladende flere kræftfremkaldende stoffer end andre vegetabilske olier, når den bliver opvarmet til mere end 200 grader.

Selvom EFSA ikke kom med nogle anbefallinger i forhold til at undgå palmeolien, har flere italienske virksomheder valgt at ændre på opskrifter og boykotte palmeolien. Men en ændring af den klassiske Nutella-opskrift kommer ikke lige til at ske foreløbigt.

»Nutella uden palmeolie ville være et underlegent produkt. Det ville være et tilbageskridt,« siger Vincenzo Tapella fra Ferrero til Reuters.

EFSA mener, at der skal flere undersøgelser til for at fastslå, hvor risikobetonet det er at benytte sig af palmeolie.

Ferrero har oplyst til nyhedsbureauet, at firmaet bearbejder palmeolien i det søde hasselnødde og chokoladepålæg, så den kommer op på lige under 200 graders varme, hvorfor den aldrig når at blive potentiel farlig. Påstanden om, at det skulle gøre palmeolien mindre skadelig, har EFSA ikke ønsket at kommentere.

Der bliver hvert år brugt 185.000 ton palmeolie i Ferreros Nutella-produktion. Og hvis man skulle erstatte den vigtige (og meget billige) palmeolie med eksempelvis solsikke- eller rapsolie, ville det resultere i en voldsomt stigning i produktionsomkostninger for Ferrero. Det ville koste ifølge Reuters estimat mellem 8-22 millioner dollars ekstra om året svarende til 56-154 millioner danske kroner.