Det er ikke kun i Danmark, at vilde ulve skaber postyr. I Holland er de bange for, at rovdyrene bliver for tamme.

Derfor åbner de i dele af landet mulighed for, at dyrene kan skydes med paintballs. Det skulle gerne gøre den mere vilde, ifølge myndighederne.

Faren er nemlig, at ulvene bliver så vant til mennesker, at de kan skade dem alvorligt. Det skriver BBC.

Beslutningen er taget af provinsregeringen i Arnhem. Den kommer, efter at en video blev vist på de sociale medier. Videoen viser en ulv, der spadserer forbi en familie i nationalparken Hoge Veluwe.

Man har valgt paintballs, så vildtrangerne kan se, hvilke ulve der et blevet ramt.

En organisation beskylder folk, der er ansat af parken, for at fodre ulvene. For hvis de bliver for tamme, kan de betegnes som 'problemdyr' og blive aflivet med rigtige våben.

Det bliver dog afvist af parkens ejer, Seger Emmanuel baron van Voorst tot Voorst. Han har dog tidligere udtalt, at ulve ikke bør have plads i Holland.

Ifølge en rapport, der blev publiceret i juni, så er der omkring 20 voksne ulve på 'fri fod' i landet.

Der er dog ikke sat nogen dato på den nye forordning endnu.