En britisk mand er angivelig død, og seks personer blev såret, efter en yacht, der sejlede nær et feriested på Sardinien, søndag styrtede ind i klipperne.

Den 63-årige mand, som efter sigende er ejeren af ​​den 21 meter lange yacht, var bevidstløs, men stadig i live, da han blev reddet af den italienske kystvagt i Olbia og Porto Cervo.

Men det blev senere oplyst, at han døde umiddelbart efter. Det skriver The Guardian.

Ifølge de første rapporter fra stedet sejlede yachten ind i klipper, efter at den pludselig svingede i et forsøg på at undgå en kollision med et andet fartøj.

Politi og kystvagter efterforskede begge hændelsen, som fandt sted omkring klokken 20.40 søndag nær Li Nibani-øen tæt på Porto Cervo. Der var syv personer om bord. Blandt de kvæstede er to i alvorlig tilstand. Deres nationaliteter er endnu ikke blevet oplyst.

Yachten er blevet beslaglagt af det lokale politi og vil blive tilbageholdt på Sardinien under efterforskningen. Området, hvor ulykken skete, bliver bevogtet af den italienske kystvagt. Bådens navn er endnu ikke oplyst.

For to uger siden sejlede en motorbåd med fire danskere om bord ind i en anden båd – også i Italien.

Undersøgelser af episoden, der fandt sted ud for Argentario i Italien, viser, at en dansk motorbåd sejlede seks gange så hurtigt som den italienske sejlbåd, den ramte.

Ulykken kostede en 58-årig italiensk mand livet, og en 59-årig italiensk kvinde savnes fortsat. Ved påsejlingen sejlede den danske båd med cirka 36 knob – cirka 66 kilometer i timen. Sejlbådens fart var omkring 6 knob – cirka 11 kilometer i timen.

Både den danske fører af motorbåden og den italienske fører af sejlbåden blev tirsdag sigtet for groft uagtsomt manddrab og uagtsom skadeforvoldelse med fare for forlis. Bliver den italienske kvinde, der stadig er eftersøgt, fundet død, risikerer begge førere også at blive tiltalt for uagtsomt manddrab på hende. Den italienske fører af sejlskibet er gift med den savnede kvinde.