I en tæt afgørelse har lokale myndigheder i San Francisco afgjort, at det i fremtiden skal være ulovligt at være nøgen i det offentlige rum

USA: San Franciscos nudister skal til at dække sig til, hvis de ikke vil risikere at komme på kant med ordensmagten.

Lokale myndigheder i den amerikanske by på vestkysten har med stemmerne 6-5 afgjort, at offentlig nøgenhed fremover skal være ulovligt, Det skriver San Francisco Chronicle, og selvom forbuddet kræver endnu en afstemning og et nik fra byens borgmester, så regner man med et forbud, der træder i kraft 1. februar næste år.

- Denne lovgivning handler reelt om kønsdele. Jeg er ikke ude på at få nogen anholdt, fordi de viser håndværkerrevne eller går i bikini, siger Scott Wiener, som står bag lovforslaget mod offentlig nøgenhed, til San Francisco Chronicle.

Han understreger, at en by som San Francisco fortsat bør være rummelig nok til, at voksne mennesker kan være nøgne i bestemte dele af byen, som eksempelvis kvarteret Castro, men det handler om at finde »en form for mellemvej«.

Forbuddet undtager da også visse steder og begivenheder fra forbuddet, for eksempel den årlige Pride Parade og fetich-arrangementet Folsom Street Fair.

Kritikere af et forbud mod nøgenhed i San Franciscos gader siger, at politiets ressourcer kan bruges på langt mere fornuftige ting - som at bekæmpe hård kriminalitet - end at jagte nøgne mennesker.