Donald Trump er blevet dømt for seksuelt overgreb mod den 79-årige E. Jean Carroll.

Nu reagerer han på sit eget sociale medie Truth Social. Og han er rasende.

»Jeg har absolut ingen idé om, hvem denne kvinde er. Denne dom er en skændsel – en fortsættelse af den største heksejagt nogensinde,« skriver han.

Trump er blevet frifundet for voldtægt men altså dømt skyldig i seksuelt overgreb.

Han skal betale en erstatning på 34 millioner kroner til Carroll.

Dommen faldt ved en civil domstol i New York tirsdag aften.

En sådan domstol kan ikke idømme fængselsstraffe men tildele erstatninger.

Trump blev også dømt for æreskrænkelse i det, han har kaldt Carroll for en løgner.

Caroll havde anklaget Trump for at have voldtaget hende i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman på Manhattan midt i halvfemserne.

Den tidligere præsident har dog hele tiden benægtet ethvert kendskab til Caroll.

I sidste uge sagde han:

»Det er den mest latterlige, ulækre historie. Det er noget, der er blevet fundet på.«

En talsmand for Trump siger, ifølge BBC, at dommen vil blive anket.

Ekspræsidenten var ikke selv til stede ved domsafsigelsen.