Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I Moskva er man ikke imponeret af Volodymyr Zelenskyjs opsigtsvækkende besøg i Washington.
»Hverken præsident Biden eller præsident Zelenskyj har indtil videre sagt noget, som antyder, at de kunne være klar til at lytte til Ruslands bekymringer,« lyder det fra Kreml-talsmand Dmitrij Peskov.
Han er på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag blev spurgt ind til den ukrainske præsidents onsdagslynvisit i USA.
Her lovede USA-præsident vedvarende støtte til Ukraine i kampen mod Rusland og offentliggjorde samtidig en ny milliarddyr våbenpakke.
Det får Dmitrij Peskov til torsdag at sige, at USA reelt fører en »indirekte krig« mod Rusland »ned til den sidste ukrainer«.
Kreml-talsmand understreger videre, at det meget omtalte Patriot-missilsystem ikke vil hjælpe Ukraine til at opnå målene om sejr.
Udtalerne fra den russiske talsmand, præsident Vladimir Putins forlængede arm, falder i tråd med de udtalelser, som den russiske ambassadør i USA tidligere er kommet med til det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
»Zelenskyjs besøg i den amerikanske hovedstad og samtalerne i Washington har vist, at hverken den amerikanske administration eller Zelenskyj er parate til fred,« lød det fra Anatolij Antonov:
»Fokus er på krig, på menige soldaters død, på at binde det ukrainske regime yderligere sammen med Washingtons behov. Forestillingerne om, at Rusland ikke skulle være interesseret i at opnå fred, er åbenlyse løgne.«