USA: Otte personer blev såret mandag, da det forreste landingsstel på et Boeing-fly med 150 mennesker om bord kollapsede under landingen i lufthavnen La Guardia i New York. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Passagerflyet fra Southwest Airlines, der var på vej fra Nashville, rapporterede om mulige problemer med landingsstellet inden landingen, oplyser amerikanske luftfartsmyndigheder.

Umiddelbart efter ulykken var der ifølge Southwest Airlines ingen meldinger om sårede, mens en kilde efter ulykken fortalte CNN, at der var tre sårede. Nu lyder udmeldingen fra flyselskabet imidlertid, at fem passagerer og tre stewardesser er kommet til skade.

Passagerer om bord på flyet så gnister flyve, da flyets næse skrabede langs landingsbanen, siger familiemedlemmer og venner, der ventede i La Guardia på flypassagerer på det nødlandede fly.

»Ifølge rapporter fra øjenvidner kollapsede flyets forreste landingsstel ved landingen,« lyder udmeldingen fra flyselskabet.

Southwest Airlines bekræfter ifølge AFP, at redningsfolk har hjulpet med evakuering af passagerer og besætning på flyet fra Nashville.

Da Boeing-flyet blev bragt til standsning klokken 17.45 lokal tid, hvilede flyets blå- og orangefarvede næse på landingsbanen, og ulykken tvang lufthavnen til midlertidigt at lukke for alle flyvninger. Planlagte flyafgange til La Guardia blev holdt tilbage i andre lufthavne, mens de fly, der allerede var på vej mod lufthavnen, blev omdirigeret til New York-lufthavnene Newark og John F. Kennedy, hvilket forårsagede store forsinkelser.

En parkeret Boeing 787 Dreamliner uden passagerer brød tidligere på måneden i brand i den britiske lufthavn Heathrow, hvor landingsbanerne nær det brændende fly blev lukket og siden genåbnet efter en time.

Samme aften blev en Dreamliner på vej til USA nødt til at vende tilbage til lufthavnen i Manchester, hvor det var kommet fra.

Den første uge i juli nødlandede et passagerfly fra Asiana Airlines i San Francisco i USA, hvor tre kinesiske skolepiger mistede livet og yderligere 180 personer blev såret.

BNB