Mens nattelivet sover i Danmark, er der anderledes gang i gaderne efter solnedgang i den kinesiske millionby Wuhan. Her er der fuld smæk på festerne, og social afstand er reduceret til en by i Danmark.

Vilde billeder fra natklubber i Wuhan, der regnes for at være epicentret for coronapandemien, viser, at kineserne har fået smitten med covid-19 under kontrol. Og det bliver i den grad fejret af de lokale unge.

Laserlys og pulserende rytmer bliver dog akkompagneret af mundbind, som nogle fortsat bærer. Men som billederne viser, lader flertallet til at have stoppet mundbindet i lommen, mens de forpustet hopper og danser på dj'ens befaling.

Det er dog på ingen måde sådan, at de 11 millioner indbyggere i Wuhan har glemt alt om coronaepidemien.

Unge fester og lader til at have glemt alt om corona. Billedet er taget 21. januar.
Unge fester og lader til at have glemt alt om corona. Billedet er taget 21. januar. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

For at komme ind på et af byens største diskoteker, Super Monkey, skal gæsterne have taget deres temperatur. Hvis varmen på panden måler mere end 37,3 grader, så tager dørmanden affære.

23. januar er det nøjagtigt et år siden, at de kinesiske myndigheder endelig tog affære og gjorde noget for at inddæmme den hidtil ukendte virussygdom, der var opdaget i december 2019 og allerede 11. januar havde taget livet af en 61-årig mand i Wuhan.

Men da myndighederne først tog fat, gik det hurtigt og effektivt. Millionbyen blev på et øjeblik afskåret fra omverdenen. Fly og tog blev aflyst, og vejene blev spærret.

Bevogtede hegn blev sat op mellem boligkarreer, og familier blev beordret til at holde sig indespærret i deres hjem. Kun med tilladelse fra de lokale myndigheder kunne borgerne nødtvungent forlade deres huse eller lejligheder.

Der er igen gang i natklubberne i Wuhan. Billedet er taget torsdag den 21. januar
Der er igen gang i natklubberne i Wuhan. Billedet er taget torsdag den 21. januar Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

På sociale medier kunne omverdenen chokeret konstatere, hvordan myndigheder med spånplader og skruer barrikaderede nogle borgeres hjem i et forsøg på at spærre smitten inde.

Selvom der er dyb international mistro til de officielle smittetal fra Kina – 98.544 er konstateret smittet med covid-19 – regnes smitteinddæmningen i Wuhan af WHO for at være en succes.

Den 'anden bølge', der siden efteråret er skyllet ind over Europa og siden 19. september har holdt natklubberne i Danmark lukket fra klokken 22 – for sidenhen helt at være lukket ned indtil 7. februar – er udeblevet i Wuhan.

Det hænger naturligvis sammen med, at coronakontrollen fortsat er stram i millionbyen. For at komme omkring mellem bydelene skal borgerne krydse opsatte checkpoints. Her kommer man kun forbi, hvis man så at sige har papirerne i orden.

For at komme omkring i Wuhan skal man scanne QR-koder, der giver enten rødt eller grønt lys for videre færd.
For at komme omkring i Wuhan skal man scanne QR-koder, der giver enten rødt eller grønt lys for videre færd. Foto: ROMAN PILIPEY
Vis mere

Borgerne i Wuhan skal nemlig skanne QR-koder med deres telefoner ved disse kontrolsteder. Baseret på oplysninger om helbred, og hvor borgerne har færdedes, giver en app enten grønt eller rødt lys for videre færd.

Mandag i denne uge fik både WHO og Kina kritik for at have handlet for langsomt på de tidligere faresignaler på en ulmende pandemi.

Et hold af internationale viruseksperter landede i sidste uge i Wuhan for at finde den oprindelig kilde til smitteudbruddet, der har lagt verden ned.

Men mens hele samfund i både Europa og USA er lagt i dvale, indtil vaccinerne er udrullet og forhåbentlig har elimineret smitten, så lader livet i Wuhan til igen at drøne derudad.