Så er det officielt. Den franske skuespiller Gerard Depardieu kan fremover kalde sig russisk statsborger efter at have fået sit pas og mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Kremlin

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Statsborgerskiftet sker, efter Putin i torsdags tilbød den franske megastjerne skattely i Rusland, så han kunne slippe for at betale den tårnhøje millionærskat på 75 procent, den franske præsident, François Hollande, vil indføre på alle indkomster over en million euro.

Et lukrativt tilbud, som Depardieu kun skulle bruge tre dage på at tænke over. For nu har han altså sagt ja.

Efter torsdagens pressemøde var 'Cyrano de Bergerac'-skuespilleren hurtig til at hylde Rusland og kalde det for mere demokratisk end Frankrig.

- Jeg beundrer jeres land, Rusland, jeres folk, jeres historie og jeres forfattere, skrev Depardieu i et åbent brev, der blev offentliggjort i russisk tv.

Heri lovede han også at lære russisk.

Vladimir Putin overrakte ikke personligt dokumenterne til skuespilleren ved det korte møde i den russiske leders bopæl ved Sortehavet søndag. Men billederne fra mødet taler for sig selv. To 'meget store' mænd i kærlig omfavnelse.

Da Gerard Depardieu først annoncerede, at han ville forlade landet for at undgå de høje skatter, kaldte den franske premierminister, Jean-Marc Ayrault, skuespillerens beslutning for 'ynkelig'. Men i Rusland kan stjernen, der snildt kan tjene op til to millioner euro for én film, se frem til en væsentlig højere indkomst.

Hvis han tilbringer mere end seks måneder om året i Rusland, vil den årlige skatteprocent kun være på 13 procent. Tilbringer han mere end seks måneder uden for Ruslands grænser, vil skatteprocenten dog være på 'hele' 30 procent.

Den excentriske skuespiller har været en stor stjerne i Rusland siden Sovjet-æraen og har stadigvæk en form for kultstatus i det østlige land.

I kølvandet på Depardieus udmelding har også den tidligere franske sexbombe, Brigitte Bardot, også truet med et blive russer. Her handlede det dog ikke om skatter, men en skammelig behandling af to cirkuselefanter, der menes at være smittet med tuberkulose. En dommer afsagde fredag dødsdom over de to elefanter på grund af en for stor smittefare.

- Hvis de, der sidder ved magten, er feje og uforskammede nok til at slå elefanterne ihjel, har jeg besluttet at anmode om russisk statsborgerskab for at slippe ud af det her land, som er blevet en ren dyrekirkegård, udtalte Brigitte Bardot ifølge The Guardian.