Først skulle respiratoren slukkes, så brød FN ind, og respiratoren fortsatte, men nu er det afgjort.

12-årige Archie Battersbees respirator vil blive slukket onsdag klokken 12 dansk tid.

Det sker efter, at den britiske Højesteret har afvist familiens seneste appel. Det skriver Sky News.

Det er lægerne på Royal London Hospital, hvor han behandles, som har besluttet, at der skal slukkes for respiratoren. Archie Battersbee har været indlagt siden april, hvor hans mor fandt ham bevidstløs.

Hospitalet mener, at drengen er hjernestammedød, og den livsforlængende behandling giver derfor ikke længere mening.

Hospitalet fik tilmed rettens ord for, at de måtte stoppe behandlingen, men FNs Komité for Handicappedes Rettigheder kom til undsætning efter en henvendelse fra Archie Battersbees forældre.

Derfor blev han holdt i live, mens sagen skulle genovervejes.

Men nu har tre højesteretsdommere konkluderet, at appelretten i første omgang tog den rigtige beslutning om, at 12-årige Archie Battersbee er hjernestammedød, og at det ikke vil give mening at fortsætte behandlingen af ham.

Onsdag konkluderede tre højesteretsdommere, at behandlingen af Archie Battersbee skal stoppes.
Onsdag konkluderede tre højesteretsdommere, at behandlingen af Archie Battersbee skal stoppes. Foto: Andy Rain
Vis mere

»Selv hvis den livsforlængende behandling skulle bevares, ville Archie dø i løbet af de næste par uger på grund af organsvigt og derefter hjertesvigt,« lød det fra dommerne.

Moren, Hollie Dance, som mener, at hospitalet har skubbet på for at afslutte hendes søns liv, er dog langt fra enig i den beslutning.

»Det er ikke i orden. Archie er mit barn. Det burde ikke være op til andre mennesker at bestemme, hvornår han tager sit sidste åndedrag, og om han lever eller dør. Det er forkert,« siger Hollie Dance kort efter afgørelsen.

»Det er skammeligt, det er fuldstændig skammeligt. Er det vejen frem i dette land, at vi får lov til at henrette børn. Fordi de har et handicap?« uddyber hun og fortæller yderligere, at hendes søn har gjort fremskridt ved at optage maden og tage på i vægt.

Det ser dermed ud til, at sagen, der har fået stor medieomtale, er ved at nå ved vejs ende, da Archies forældre, Hollie Dance og Paul Battersbee, ikke længere kan udsætte deres søns død.

Alt tyder på, at respiratoren, som har holdt ham i live siden april, bliver slukket onsdag.