Den er god nok. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger onsdag USA.

Det bekræfter Det Hvide Hus nu.

»Præsident Biden har inviteret Ukraines præsident Voldomyr Zelenskyj til et besøg i Washington for at understrege USAs vedvarende engagement over for Ukraine,« lyder det i en meddelelse.

Også den ukrainske præsident har kort efter kl. 7 på Twitter selv skrevet, at han er på vej til USA 'for at styrke modstandskraften og forsvaret af Ukraine'.

Her kommer han også ind på de nærmere planer for besøget.

»Joe Biden og jeg vil diskutere samarbejdet mellem USA og Ukraine, jeg vil også holde en tale for Kongressen og deltage i en række bilaterale møder,« skriver Volodymyr Zelenskyj.

Offentliggørelsen kommer efter, at flere medier sent tirsdag begyndte at skrive om mødet, hvor Volodymyr Zelenskyj altså for første gang siden den russiske invasion i februar vil forlade sit hjemland.

Det Hvide Hus oplyser også, at den ukrainske præsident skal holde en tale for Kongressen ud over at skulle mødes med præsident Joe Biden.

Joe Biden skal mødes med den ukrainske præsident.
Joe Biden skal mødes med den ukrainske præsident. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Og Volodymyr Zelenskyj kommer ikke til at rejse tomhændet hjem.

»I forbindelse med besøget vil præsident Biden offentliggøre en markant ny pakke, der skal hjælpe Ukraine med at forsvare sig mod den russiske aggression,« oplyser Det Hvide Hus.

En højtstående amerikansk embedsmand bekræfter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det handler om en ny våbenpakke til en værdi af lige omkring 14 milliarder danske kroner.

Pakken vil blandt andet indeholde Patriot-missiler, som skal hjælpe til at forsvare Ukraines hovedstad, Kyiv, mod russiske missilangreb.