Store flammer stod op af Notre Dame, mens rystede franskmænd så på med tårer i øjnene. Samtidig samlede mange sig på de sociale medier, hvor billeder, mindeord og tegninger af kirken blev delt.

»Notre Dame er symbolet på Europas kulturhistorie og er en vigtig brik, der nu er taget ud af vores fælles historie. Det bliver aldrig det samme, selvom de formentlig kan genopbygge meget.«

Sådan siger Jørn Boisen, og netop her gemmer sig en del af forklaringen på, hvorfor reaktionerne over hele verden kom så prompte og var meget følelsesmæssige.

Jørn Boisen er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet. Han har flere bud på, hvorfor branden føles voldsom for så mange mennesker – nogle logiske, mens andre spiller på noget, der er svært at forklare.

En ung kvinde ligner, at hun er ved at græde, mens hun kigger på brændende Notre Dame.
En ung kvinde ligner, at hun er ved at græde, mens hun kigger på brændende Notre Dame. Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT
Vis mere

»Der sker et eller andet, når vi oplever de her store brande. Det føles dommedagsagtigt, som civilisationens undergang – og måske endda i særlig grad, når det er en kirke, der brænder,« forklarer han.

Men hvorfor er det sådan?

»For det første er katedralen et monument. Det har stået der i 850 år og er fyldt med uvurderlige kunstskatte og erindringsskatte,« siger Jørn Boisen og fortsætter:

»For det andet var Notre Dame et fast holdepunkt placeret lige midt i Paris og fungerede på mange måder som et fast punkt gennem historien, som en rød tråd gennem tiden.«

En mand reagerer, da han ser flammerne stå ud af Notre Dame.
En mand reagerer, da han ser flammerne stå ud af Notre Dame. Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT
Vis mere

Katedralen stod som et symbol på Frankrig som central kongemagt og et Europa, som i løbet af middelalderen blev samlet som én kultur.

»Tiden er også et vigtigt aspekt. Katedralen er fra 1300-tallet, men de bjælker i den, som nu er brændt, var jo dengang allerede 3-400 år gamle. Vi taler altså om, at vi har mistet noget, der går helt tilbage til 800-tallet.«

Jørn Boisen peger også på den relation, mange mennesker har til katedralen.

»Det er jo ikke, fordi vi går og tænker over Notre Dame til hverdag, men vi ved, den er der. Mange har besøgt den på rejser eller studieture, læst om den eller set den i film. Derfor kan vi relatere til den,« siger han.

Og det er det, der gør, at mange har og har haft en følelsesmæssig reaktion på branden.

Notre Dame er nemlig symbolet på Europas kulturhistorie og en vigtig brik, der nu er taget ud af vores fælles historie.

»Det føles, som om vi har mistet noget, vi havde. Vi har mistet en følelse af sammenhæng og kontakt til fortiden og tidligere generationer,« forklarer Jørn Boisen.

Inde i kirken er der en del relikvier såsom Jesu tornekrone og kongelige klædedragter.

En kvinde ser Notre Dame og kan ikke holde følelserne tilbage.
En kvinde ser Notre Dame og kan ikke holde følelserne tilbage. Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT
Vis mere

Brandfolkene nåede at redde en del, men der er også nogle store billeder og unikke træudskæringer, som viser hele biblens historie, der nok er gået til i branden.

Om ikke af flammerne så af vandet, der blev brugt til at slukke dem.

»Murene står, så man kan formentlig forholdsvis hurtigt få katedralen til at ligne sig selv udenpå igen. Men det kan tage mange år, før indersiden er sig selv, hvis det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Jørn Boisen.

»Tabet er stort for hele Europa.«