Byretten i Moskva har idømt den norske grænseinspektør Frode Berg 14 års fængsel i spionagesag.

Den tidligere norske grænseinspektør Frode Berg bliver idømt 14 års fængsel for spionage i Rusland. Dommen faldt torsdag formiddag dansk tid ved byretten i Moskva.

Den 63-årige Berg skal afsone i et topsikret fængsel, lyder det i dommen, og den tid, han har siddet varetægtsfængslet, bliver trukket fra.

Frode Berg har været i de russiske myndigheders varetægt siden 5. december 2017, hvor han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten FSB.

Det skete under et besøg i Moskva, hvor han havde 3000 euros i kontanter på sig, da han blev pågrebet og senere sigtet for spionage.

Berg har erkendt, at han har været i kontakt med den norske efterretningstjeneste, og at han har videregivet penge på forskellige adresser i Moskva.

Den norske pensionist har valgt at modtage dommen, som var i tråd med anklagerens påstand. Han har fortsat mulighed for at bede den russiske præsident, Vladimir Putin, om at blive benådet.

Berg var ikke chokeret efter dommen, fortæller hans russiske forsvarer, Ilja Novikov.

- Han forholder sig roligt og håber, at norske myndigheder vil gøre noget. Der er behov for diplomatiske tiltag, siger Novikov.

Efter planen skulle dommen falde omkring klokken 08.30 dansk tid, men først to timer efter ankom den norske pensionist til retssalen.

Berg, der var iført en hvid skjorte, da han kom ind i retten, blev ført ud af salen, blot to minutter efter at dommen faldt.

Også den norske advokat, der er tilknyttet sagen, var til stede i retten under domsafsigelsen.

Han har ikke fået mulighed for at møde sin klient og landsmand, men skal sammen med den russiske forsvarer lave en plan for det videre forløb.

De kan enten gå efter at få den 63-årige Berg benådet eller søge om tilladelse til, at han kan afsone i Norge. Benådningsbrevet bliver skrevet i timerne efter dommen.

Den norske statsminister, Erna Solberg, besøgte Rusland i forrige uge, hvor hun blandt andet mødtes med præsident Putin.

Efter mødet udelukkede Putin ikke at benåde Berg, da pressen spurgte ind til det.

/ritzau/