Den 19-årige norske teenager Alexandra Andresen blev i sidste uge verdenskendt, da finansmagasinet Forbes udnævnte hende til verdens yngste milliardær. Og det har især imponeret russerne, der ikke kan få nok af den unge nordmand.

Historien om en pæn, ung kvinde, der bliver udnævnt til verdens yngste milliardær er fascinerende læsning for mange. For danskere er det særligt interessant, at hun er nordmand.

Men hele verden – og særligt russerne – har faktisk kastet deres interesse på 19-årige Alexandra Andresen, efter at hun sidste uge blev udnævnt til verdens rigeste kvinde af det amerikanske finansmagasin Forbes.

Det skete, efter det er kommet frem, at Alexandra Andresen fik overdraget 42,2 procent af aktierne i sin fars, Johan Andresens, investeringsselskab Ferd AS. Faktisk har Alexandras storesøster, 20-årige Katharina, også fået overdraget en lige så stor formue, hvilket har givet hende andenpladsen på listen over de yngste milliardærer. Men da Alexandra er yngst – og dermed udnævnt til verdens yngste milliardær - er det altså hende, der er løbet med det meste af opmærksomheden.

Og det er altså især russerne, der har vist kæmpe interesse for den unge brunette.Det skriver norske Aftenposten.

Hele 4.900 russiske medier har skrevet om den unge norske kvinde, og de har bragt alt, hvad de har kunnet finde af billeder og detaljer om hende.

Sjovest er det måske, at russerne er vildt overrasket over, hvor almindeligt unge Alexandra lever.

Godt nok er Alexandra ligesom mange andre af verdens rigeste vild med hestesport. Hun har vundet sølv i europamesterskaberne for juniorryttere. Og hun har da også nogle gode heste, blandt andet købte hun sidste år den danske præmiehingst Hesselhøjs Donkey Boy, som hun ganske givet har betalt en pæn sum penge for. Men derudover er det begrænset, hvor vildt Alexandra Andresens liv er.

Og det er tilsyneladende kommet helt bag på russerne, der er vant til, at de russiske rigmandsbørn skejer vildt ud. Men de billeder, som Alexandra Andresen deler på de sociale medier, hvor hun har flere åbne konti, viser ikke meget af den slags.

'Kontoen indeholder ikke billeder fra et vildt liv, som man kan se på nettet fra andre unge milliardærer,' skriver det russiske medie Lenta.ru ifølge Aftonposten.no.

Og den russiske udgave af damebladet Woman er også overrasket: ’Hun er overhovedet ikke forkælet af penge. Hun fremstår som en hyggelig og sød pige og har ingenting til fælles med ’børn af guld’,' skriver woman.ru ifølge Aftonposten.

Damebladet hentyder med ’børn af guld’ til de russiske rigmandsbørn, der praler med dyre biler privatfly og andre luksusting på nettet.Faktisk konkluderer woman.ru, at Alexandras beskedne livsstil passer godt til en ’ægte skandinav’.

Alexandra Andresen har tidligere fortalt, hvordan hun blev oversvømmet af venneanmodninger på Facebook, da det i 2014 først blev offentligt kendt, at hendes far have overdraget så stor en del af familiens formue til hende. Formuen blev dog allerede overdraget til de to døtre, da Alexandra var blot 11 år gammel.

Ifølge Forbes er hendes formue vurderet til at være på 7,49 milliarder danske kroner.

Familiens formue stammer oprindeligt fra tobaksindustrien. De havde mærket Tiedemanns, som blev grundlagt af de to søstres tip-tip oldefar Johan Henrik Andresen. I 2005 blev familieimperiet solgt til Skandinavisk Tobakskompagni for 3,2 milliarder kroner. Og sidenhen har pigernes far investeret i kapitalfonde og aktiviteter, der altså har gjort familien så stenrige, at hans to døtre nu troner på førstepladserne over verdens yngste milliardærer.

Tredjepladsen på listen bliver desuden også indtaget af en nordmand – nemlig den 22-årige Gustav Magnar Witzøe . Han er arving til lakse-producenten Salmar.