Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, vil have alt frem.
»Det er alvorligt. Nu er det vigtigt, at alle spørgsmål bliver stillet, og at al information kommer frem,« siger han til VG.
Han reagerer på, at hans forgænger, Erna Solberg, forleden har erkendt, at hendes mand, Sindre Finnes, har handlet med aktier i så stor stil, at hun som statsminister i flere tilfælde reelt har været inhabil.
Hun har dog også forklaret, at det først var i sidste uge, at hun blev opmærksom på, hvad der var foregået.
Her stod Erna Solberg fredag med tårerne trillende ned ad kinderne og beklagede ægtemandens handlinger.
Historien kom dog først frem efter sidste uges kommunalvalg – hvor Erna Solbergs Høyre-parti fik et historisk godt valg – selvom mediet E24 to uger tidligere havde spurgt ind til sagen.
Nu vil statsminister Jonas Gahr Støre også have klarlagt det forløb.
»Det er vigtige spørgsmål, og det er det, Erna Solberg må svare på,« siger han:
»Der er mange relevante spørgsmål her.«
I fredags brugte den tidligere statsminister hårde vendinger om sin mand, der har tjent mere end en million kroner på de pågældende aktiehandler.
»Sindre har ikke været ærlig overfor mig. Et sådan tillidsbrud er altid vanskeligt, og det er ekstra vanskeligt, når det sker i familien. Det gør ondt på mig at være så hård ved Sindre, som jeg er i dag,« lød det.
Erna Solberg understregede dog, at hun aldrig havde givet sin mand informationer, han kunne have udnyttet i forhold til aktiehandlerne.
Sindre Finnes har meldt ud, at han overhovedet ikke vil handle med aktier, hvis Erna Solberg igen skulle blive norsk statsminister ved valget i 2025.