En episode i sidste uge får nu norsk politi til at give vidner til ulykker en ordentlig opsang.

I et indlæg på Facebook kritiserer politiet, at folk, der overværer ulykker, har travlt med at filme i stedet for at hjælpe offeret og tilkalde hjælp.

Kritikken er opstået på baggrund af en hændelse i sidste uge, hvor politiet i Stavanger natten til torsdag blev kaldt ud på grund af en melding om forstyrrelse af den offentlige orden. Men da de ankom til stedet, så de en kvinde, der lå og skreg af smerte. Hun havde brækket anklen og havde brug for hjælp, skriver TV2.no.

»Det var der ingen af dem, som anmeldte situationen, der havde tjekket,« siger leder af Sør-Vest politidistrikt Kristian G. Johansen til norsk TV2.

Der var heller ikke nogen, der havde prøvet at hjælpe den tilskadekomne kvinde. I stedet stod der flere personer og filmede.

Det har Kristian G. Johansen reageret meget stærkt på, for det er langtfra første gang, politiet oplever noget tilsvarende.

»Alle har pligt til at hjælpe tilskadekomne. Det må folk tage alvorligt i stedet for at filme det som underholdning,« siger den norske politibetjent.

»Vi synes, det er en problematisk kultur, der breder sig i samfundet. Medierne er blandt dem, der kan være med til at få det løst. 'Tip os og få penge for det'-opfordringer er en medvirkende årsag til, at det sker«, fortsætter han.

Patruljen havde så travlt med at hjælpe kvinden, at de ikke havde mulighed for at give dem, der stod og filmede, påtaler, men Kristian G. Johansen gør det klart, at det er strafbart at opføre sig, som vidnerne til ulykken med den tilskadekomne kvinde gjorde.

»Det er forbudt at lægge situationer ud på sociale medier uden samtykke fra vedkommende. Der er også en grænse for, hvor pågående personer må være i den type situationer,« udtaler han.

Er man vidne til en ulykke, skal man altså styre en eventuel lyst til at filme hændelsen og i stedet prøve at finde information om ulykken, ringe efter hjælp og informere ambulancepersonale om de skader, offeret eller ofrene har, så de kan få den bedst mulige behandling, når hjælpen når frem.

»Gør man det, har man gjort et rigtig godt arbejde,« siger politilederen og fortæller, at den tilskadekomne kvinde blev bragt videre til lægevagten i Stavanger.