Ann Karin Nilsen blev sidst set i 1993. Sidste år påstod en 62-årig mand, at han slog hende ihjel, men kvinden har på intet tidspunkt været meldt savnet, og politiet kan ikke bevise, at hun er død.

Norsk politi er i disse dage i vildrede. Efter måneders efterforskning er man stort set stadigvæk på bar bund, og derfor har man nu valgt at inddrage offentligheden til hjælp med opklaringen af den mystiske sag, der er fyldt til bristepunktet med løse ender. Det skriver norske VG.

Det eneste, som politiet med sikkerhed kan sige, er, at Ann Karin Nilsen forsvandt sporløst, da hun var 38 år gammel i 1993. Derfor har man valgt at offentliggøre billedet af kvinden, i håbet om, at nogen vil henvende sig med nye informationer.

Tilstod mordet

I november måned sidste år henvendte en 62-årig nordmand sig til politiet med en opsigtsvækkende tilståelse. Efter et besøg hos sin mors gravsted på kirkegården, følte han sig nødsaget til at indrømme sin forfærdelige gerning. Det var moderen, som han angiveligt havde delt hemmeligheden med, som gav ham besked.

Den 62-årige fortalte politiet, hvordan han dræbte Ann Karin Nilsen under et skænderi i den lejlighed, hvor de dengang begge boede i Olso. Han blev omgående anholdt og sigtet for drabet.

Men politiets efterforskning har indtil videre ikke kunne finde spor af Ann Karin Nilsen i offentlige registre. Kvinden havde hverken familie eller venner, og er derfor aldrig blevet meldt savnet.

Den 62-årige mand har detaljeret forklaret, hvordan han skilte sig af med liget af Ann Karin Nilsen i et specifikt området i Finnskogen i Norge.

Men selv efter intens efterforskning af området, er det ikke lykkedes at finde liget i terrænet, der har ændret sig en del siden 1993.

Ved ikke om han kan straffes

Politiet har fået foretaget en mentalundersøgelse af den 62-årige, der erklærede ham 'tilregnelig'. Alligevel er det fortsat uklart, om han kan straffes, eftersom norsk politi endnu ikke kan føre direkte bevis for, at Ann Karin Nilsen er død.

Desuden har der undervejs været flere udsagn fra den 62-åriges tilståelse, som har været usammenhængende.

»Kernen i den sigtede mands forklaring er troværdig, da kvinden ikke har efterladt sig nogen spor efter 1993. Men der er også flere selvmodsigelser i forklaringen. Det gælder blandt andet, hvordan han dræbte hende,« fortæller politiadvokat Sturla Henriksbø til VG.

Også gerningstidspunktet har vist sig at grobund for tvivl, da den 62-årige til at begynde med påstod, at han havde dræbt Ann Karin Nilsen i 1992. Politiet har efterfølgende kunnet slå fast, at kvinden med sikkerhed var i live på det pågældende tidspunkt, og drabstidspunktet blev derfor ændret til 1993.

Norske VG har talt med en ven til den 62-årige, som bekræfter, at hun har hørt ham tilstå drabet.