Norsk politi går nu ud med navne og aldre på de tre personer, der den 23. januar blev fundet dræbt i byen Nes.

Det drejer sig om Emily Nordli Andresen, som blev 11 måneder, Victoria Nordli Korslund, der blev 24 år, og Katrine Nordli Korslund, som blev 30 år. 

Det skriver Dagbladet

Den formodede gerningsmand er far til de to kvinder og bedstefar til den tredje dræbte.

Victoria Nordli Korslund (24), Katrine Nordli Korslund (30) og Emily Nordli Andresen (11 md.) blev den 23. januar fundet dræbt i Nes.
Victoria Nordli Korslund (24), Katrine Nordli Korslund (30) og Emily Nordli Andresen (11 md.) blev den 23. januar fundet dræbt i Nes. Foto: Norsk politi.
Vis mere

Han blev også fundet død, da politiet ankom til familiens hus den 23. januar.

Manden ringede selv til politiet og fortalte, at han havde dræbt de tre familiemedlemmer og at han ville tage sit eget liv. 

Han er nu formelt sigtet for drabene.

Ifølge Dagbladet arbejdede Katrine Nordli Korslund, der var mor til Emily Nordli Andresen, som politibetjent i Øst Politidistrikt.

Hun var dermed kollega til de betjente, som rykkede ud til tragedien.

Hendes 30-årige samlever, der er far til Emily Nordli Andresen, sagde igennem sin advokat i sidste uge:

»Det er en alvorlig og ufattelig trist sag, og vi beder om, at familien får mest mulig ro i en vanskelig tid.«

De to søstres mor boede også på samme adresse, men hun var ikke til stede på drabstidspunktet.

Hun er blevet afhørt af politiet, men hendes advokat ønsker ikke at udtale sig om, hvad hun har fortalt.

Politiet har beslaglagt flere skydevåben i hjemmet og mener, at de har fundet gerningsvåbnet.

De mistænker den 65-årige mand for at have forsøgt at tænde ild til huset, inden han tog sit eget liv.

Det er endnu uklart hvad motivet bag ugerningen er.

»Det er klart, at mange stiller spørgsmålet om motivet. Det er et helt centralt spørgsmål i efterforskningen,« siger Grete Lien Metlid, der er efterforskningsleder i sagen.

For pårørende og naboer kom drabene som lyn fra en klar himmel, da den 65-årige var kendt for at være meget glad for sine døtre og barnebarn.