Politiets interne terrorevaluering påpeger en række punkter, som skal forbedres efter den 22. juli, hvor Anders Breivik endte med at dræbe 77 mennesker.

Der var for meget, som norsk politi ikke gjorde godt nok, da den terrortiltalte Anders Breivik 22. juli sidste år lod en bombe gå af i det centrale Oslo og derefter kørte til den politiske ungdomslejr på øen Utøya og skød vildt omkring sig.

- Jeg vil på vegne af norsk politi beklage, at vi ikke pågreb gerningsmanden tidligere. Hvert minut var et minut for mange. Det er tungt at vide, at liv kunne have været skånet, hvis gerningsmanden var taget tidligere, sagde Norges ledende politidirektør, Øystein Mæland, på et pressemøde torsdag i Oslo, skriver Dagbladet.no.

På pressemødet præsenterede det udvalg, norsk politi nedsatte efter 22. juli, en rapport om politiets arbejde i forbindelse med terrorangrebet. På 54 punkter kunne politiet have gjort det bedre, lyder konklusionen, mens man på 33 punkter gjorde det godt nok.

Mæland slog ved pressemødet fast, at norsk politi ikke var gearet til at tackle det terrorangreb, som Anders Breivik formåede at gennemføre den fredag eftermiddag. Der blev således slået national alarm om, at en bevæbnet mand var set forlade gerningsstedet i Oslo efter bombesprængningen, men varslingen fungerede ikke, lød det fra politiet.

Det lokale politidistrikt ved Utøya, Nordre Buskerud, havde heller ikke kapacitet til at håndtere de mange alarmopkald fra øen, da stationen var tyndt bemandet, da terrorangrebet fandt sted.

Og netop kommunikationen var en af årsagerne til, at politiet ikke kom hurtigere ud på øen, hvor Breivik i mere end en time havde tid til at gennemføre sin ugerning. Ifølge abcnyheter.no konkluderede udvalget i dag, at politiet i teorien kunne have været nået frem til øen 16 minutter tidligere. Det er dog kun i teorien, for det ville have krævet, at der ikke var kommunikationsproblemer, og at der fandtes tilgængelige både, hvilket ikke var tilfældet.

På trods af problemerne understregede politidirektøren dog også, at politiets indsats reddede mange menneskeliv.

- Vi kan også fastslå, at alle polititjenestemændene gjorde deres yderste, sagde Mæland.

Som en konsekvens af angrebet er der blevet iværksat en række tiltag, der skal forbedre »telefonkapaciteten til politidistrikternes operationscentraler,« skriver Dagbladet.no. Også inden for informationsområdet og i forhold til håndteringen af pårørende skal norsk politi forbedre sig, lyder det.

- Vi har lært, og skal lære af det, der skete, sagde Oslos politimester, Anstein Gjengedal, på pressemødet.

I begyndelsen af marts blev Anders Breivik tiltalt for at for at stå bag to terrorhandlinger og 77 overlagte drab. Det 19 sider lange anklageskrift indeholder en detaljeret og kronologisk gennemgang af Anders Breiviks terrorhandlinger den 22. juli.