Norsk politi har skrottet en liste med navne på mulige gerningsmænd, som de på et tidligere tidspunkt mistænkte for at kunne stå bag bortførelsen af Anne-Elisabeth Hagen.

Politiet tror nemlig ikke længere på, at gerningsmanden eller -mændene skal findes mellem navnene på listen, skriver avisen Dagbladet.

Da den norske rigmand Tom Hagen onsdag eftermiddag 31. oktober 2018 ringede til politiet og meldte sin hustru savnet, blev det startskuddet til Norges hidtil største kriminalgåde.

Den 69-årige Anne-Elisabeth Hagen har været som sunket i jorden, siden den oktoberdag hendes mand kom hjem til et tomt hus i Oslo-forstaden Lørenskog og fandt et printet brev fra anonyme kidnappere.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober 2018. Siden den dag har ingen set hende.
Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober 2018. Siden den dag har ingen set hende. Foto: HANDOUT
Vis mere

I brevet krævede de en løsesum for hustruen og truede med at slå hende ihjel, hvis ægtemanden gik til politiet.

Siden har omkring 100 efterforskere arbejdet fuld tid på at finde ud af, hvad der er sket med milliardærfruen og ikke mindst, hvor hun er nu.

441 dage efter, hun sidst blev set i live, er politiet langt fra et gennembrud i sagen.

Her godt et år efter er 35 mand stadig på sagen. Næsten 400 personer er blevet afhørt – nogle af dem flere gange – og efterforskningen har kostet politiet en ekstraregning på omkring 15 millioner norske kroner.

Hagen-hjemmet 15 kilometer nord for Oslo.
Hagen-hjemmet 15 kilometer nord for Oslo. Foto: VIDAR RUUD
Vis mere

Politiinspektør Tommy Brøske understreger, at der for så vidt ikke er noget dramatisk i, at politiet har droppet listen med mistænkte.

»Udgangspunktet for efterforskningen er, at vi vurderer og prioriterer forskellige spor i sagen og arbejder ud fra sporene og ikke omvendt. Altså finder vi ikke aktuelle gerningspersoner for at få sporene til at passe med dem,« siger Brøske til Dagbladet.

I første omgang arbejdede politiet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen var blevet kidnappet.

De har dog siden ændret opfattelse og mener nu, at hun er blevet dræbt, og at hendes drabsmænd bagefter har forsøgt at få det til at ligne en bortførelse.