Efter at have levet i frygt i fire år, er der - måske - lys for enden af tunnelen for den norske mangemillionær Reidar Osen.

Norsk politi har nemlig anholdt og sigtet en mand i trediverne for en alvorlig forbrydelse, der blev begået mod nordmanden tilbage i december 2015.

Sammen med to andre mænd mistænker politiet den sigtede for at stå bag en brutal kidnapning af den norske mangemillionær, der er har tjent sin formue på at være ejendomsinvestor og kunstgalleriejer.

»Nu begynder sagen endelig at blive løst. Endelig. I dag er en god dag. Nu er der kommet styr på efterforskningen. Politiet kan, når de vil,« siger en lettet Rediar Osen til Dagbladet.

At den norske mangemillionær er lettet, er der bestemt ikke noget at sige til. I fire år har han nemlig skulle leve sit liv velvidende, at han ethvert øjeblik kunne støde ind i sine kidnappere på gaden - og dem er det nok de færreste, der har lyst til at støde ind i en mørk aften.

På den skæbnesvangre decemberdag for godt fire år siden, gemte de tre maskerede mænd sig nemlig i Rediar Osens varebil, der stod parkeret foran hans kunstgalleri i Bergen, og som han skulle køre hjem fra arbejde i.

Da mangemillionæren satte sig ind varevognen, blev han overfaldet og fik strips på både hænder og føder og en pose over hovedet, hvorefter kidnapperne - som ifølge ham talte østeuropæisk - krævede to millioner norske kroner til gengæld for at lade ham gå.

I flere timer blev Osen holdt fanget i bilen og banket og truet med en pistol, før det lykkedes ham at undslippe. Den brutale kidnapning efterlod den norske mangemillionær med adskillige alvorlige fysiske skader, men den psykiske tortur, han har gennemgået siden, har ifølge nordmanden været mindst lige så smertefuld.

Først nu er det nemlig - måske - lykkes norsk politi at finde én af de gerningsmænd, der stod bag den brutale kidnapning.

I det originale efterforskningsarbejde mødte de ikke andet end blindgyder, og derfor blev sagen henlagt. Flere gange siden har Rediar Osens offentligt kritiseret politiets arbejde med sagen.

I slutningen af januar 2019 var der dog gode nyheder til Osen. Den norske statsadvokat Ellen Cathrine Greve bestluttede sig nemlig for, at politiet igen skulle kigge på kidnapningen. I marts blev sagen genoptaget af en ny efterforskningsgruppe, og er en mand i trediverne så blevet varetægtsfængslet.

Manden nægter sig skyldig, og politiet fortsætter jagten efter - mindst - to andre gerningspersoner.