'Jeg er mildest talt rasende, men mest af alt ked af det.'

Sådan skriver en norsk læge ved navn Kari Lise Jacobsen Eidjar, som i et debatindlæg hos Aftenposten advarer om det, hun kalder 'farlig egoisme'.

I sit skriv fortæller lægen om ekspempler på patienter, der 'systematisk har løjet og underdrevet symptomer på covid-19 for at blive sluppet helt ind på lægekontoret'.

'(...) De er kommet helt ind på kontoret, før de har været ærlige og indrømmet den reelle årsag til, at de søger læge. På vejen ind på kontoret har de været forbi venteværelset - og muligvis også behandlingsværelset og laboratoriet. Derudover har de været i kontakt med 1-2 sygeplejersker og læger,' skriver Kari Lise Jacobsen Eidjar, der arbejder på en klinik i Oslo.

Til VG uddyber hun, at hun det første stykke tid konstaterede, at patienterne var uvidende, men at hun nu mener, at der er tale om rendyrket egoisme.

»Der er desværre alt for mange, som ikke forstår, at coronavirusset er større end dem selv, fordi deres ego topper alt,« siger den rasende læge.

Hun giver i sit debatindlæg blandt andet et eksempel på en forælder, som havde taget sit barn med på klinikken.

'Jeg opdagede hurtigt, at barnet var brandvarmt, og så indrømmede forælderen, at barnet havde haft feber siden om morgenen, selvom han havde sagt noget andet, da han ankom,' skriver lægen, som dog påpeger, at det i sidste ende viste sig, at barnet led af en infektion, ikke coronavirus.

Til det norske medie giver lægen en mulig forklaring på, hvorfor folk lyver for at komme til lægen.

»Det bunder sikkert i en frustration over lange testkøer og vanskeligheder med at komme igennem på telefonen, men der er altså tale om grove krænkelser og løgne,« siger Kari Lise Jacobsen Eidjar og afslutter med en advarsel:

»Når man som smittet kommer herind, kan man smitte andre patienter, som er i høj risiko for at dø af sygdommen.«