For tre uger siden blev livet vendt på hovedet for en lille norsk familie.
»Det er helt uvirkeligt. Min søde, gode Christian er blevet dræbt. Jeg kan stadig ikke forstå, det er sket,« siger hans samleverske Nemi Riksen til tv2.no.
43-årige Christian Halvorsen blev dræbt den 11. juli, mens han stod i sin have og grillede.
Det var hans kæreste Nemi Riksen, som fandt ham.
Hun undrede sig over, at lyset i parrets hjem ikke var tændt, da hun kom hjem, så hun kaldte på kæresten, men fik intet svar.
Da hun gik ud i haven for at lede efter ham, blev hun mødt af et grufuldt syn.
»Jeg kommer aldrig til at få de billeder ud af hovedet. Det slog mig fuldstændig ud,« siger Nemi Riksen til tv2.no.
Hendes kæreste var blevet skuddræbt, og selv om Nemi Riksen kæmpede for at give ham førstehjælp, stod hans liv ikke til at redde.
Der har været flere teorier om motivet til drabet, en af dem handler om, at det skyldes en gæld på nogle få tusinde kroner.
Christian Halvorsen er far til Nemi Riksens tiårige datter, og nu er hun og datteren flyttet ind hos Christians mor.
Sammen bearbejder de tre kvinder sorgen over tabet af deres søn, kæreste og far.
Norsk politi har anholdt og sigtet to mænd for drab eller drabsforsøg i sagen.
Begge mænd er kendt af politiet og har tidligere været involveret i straffesager. De nægter sig skyldige.
Både Nemi Riksen og hendes svigermor har været betænkelige ved at udtale sig til pressen i sagen, men ifølge tv2.no er det vigtigt for dem, at Christian Halvorsen bliver husket som andet end endnu et drabsoffer.