Norges udenrigsministerium fik løbende informationer fra adskillige efterretningskilder og kunne endda forsyne algerierne med afgørende oplysninger om gidslernes situation.

NORGE: De norske myndigheder havde fra dag to et særdeles detaljeret billede af, hvad der skete på gasanlægget i Algeriets ørken, via efterretningssamarbejde med en lang række lande og med direkte forbindelse til de algeriske sikkerhedsmyndigheder.

Ifølge det norske dagblad VGs netavis blev krisegruppen i udenrigsministeriet hele tiden opdateret fra en lang række kilder om udviklingen i gidseldramaet, og ministeriet har dermed haft langt større viden end den, der blev lagt frem.

VGs netavis skriver også, at kontakten mellem Norge og Algeriet de første dage var meget formel, men at billedet ændrede sig.

De islamistiske terrorister angreb onsdag boligblokke og selve gasanlægget og tog flere hundrede gidsler, men allerede torsdag, hvor det var meget uklart, hvad der egentlig skete på anlægget, kunne Norge tilbyde algerierne en afgørende oplysning, nemlig at terroristerne var ved at samle gidslerne på selve anlægget tre kilometer borte.

De algeriske myndigheder mente indtil da, at terroristerne var på flugt ud i ørkenen med gidslerne. Torsdag angreb algerierne et antal køretøjer ved anlægget og dræbte både gidsler og terrorister.

Norge kunne ifølge VG også hjælpe algerierne med at bekræfte, at lederen af aktionen mod anlægget blev dræbt under det algeriske angreb.

De norske analytikere, der har arbejdet på baggrund af de løbende informationer, som de fik ind, er ifølge VG af den opfattelse, at noget gik galt for de ellers velforberedte terrorister i aktionens start.

I det norske udenrigsministerium er opfattelsen, at terroristernes plan var at samle flest mulige gidsler på selve anlægget, og derefter køre dem ud i ørkenen til at sted, hvor de kunne spredes i mindre grupper.

Det var med denne viden som ballast, at den norske udenrigsminister Espen Barth Eide i det seneste døgn har kunne give et detaljeret billede af, hvad der skete under torsdagens angreb, som er blevet kritiseret af flere antiterroreksperter som forhastet.

Før angrebet var gidseltagerne ifølge de seneste oplysninger delt i to grupper, en i boligkomplekset og en på anlægget.

I den fase var der kontakt mellem algerierne og gidseltagerne som forlangte at samle alle gidslerne på anlægget. Det afslog algerierne blankt, og terroristerne forsøgte derefter alligevel at flytte gidslerne i et antal biler - som algerierne derefter angreb.

- De algeriske myndigheder greb ind på en måde, som gjorde, at en stor gruppe gidsler slap fri, men også at nogen af gidslerne blev dræbt, siger Espen Barth Eide.

Den norske udenrigsminister siger også, at de norske myndigheder flere gange under aktionen opfordrede algerierne til at vise tilbageholdenhed af hensyn til gidslernes sikkerhed.

Den viden, som udenrigsministeriet har siddet inde med, er ifølge VG også årsag til, at Norge har holdt sig tilbage med kritik af algeriernes håndtering:

- Jeg har hele tiden lagt vægt på, at det er lettere at være ekspert på afstand end beslutningstager på stedet. Jeg kan bekræfte, at vores vurderinger af de algeriske myndigheders håndtering undervejs, bygger på konkret information om situationen på stedet, siger udenrigsministeren til VG.