Lyt til artiklen

Den norske møbelproducent Vestre anklager Burger King for at stjæle design af udendørsmøbler.

Sagen startede med, at møbelvirksomheden sendte et bud ind til Burger King på indretningen af fastfoodkædens nordiske restauranter forud for en mulig aftale.

Det førte dog ikke til et samarbejde.

Så blev Vestre bedt om at lave møbler til en Burger King i Hvam i Lillestrøm.

Produktfoto af Vestres bud på en bænk til Burger King.
Produktfoto af Vestres bud på en bænk til Burger King.
Vis mere

Men aftalen blev aldrig accepteret.

I stedet fik Burger King fremstillet udendørsmøbler, der lignede Vestres så meget, at virksomheden nu har slæbt Burger King i retten.

Det skriver E24.

»Tilbuddet blev ikke accepteret, og noget tid senere fandt Vestre ud af, at Burger King havde fået produceret næsten identiske kopier på en fabrik i Polen via en underleverandør,« siger Rune Nordengen til E24.

Norges erhvervsminister Jan Christian Vestre. Han er tidligere chef for Vestre og ejer størstedelen af virksomheden. Hans personlige formue er vurderet til 72 millioner norske kroner.
Norges erhvervsminister Jan Christian Vestre. Han er tidligere chef for Vestre og ejer størstedelen af virksomheden. Hans personlige formue er vurderet til 72 millioner norske kroner. Foto: Fredrik Hagen
Vis mere

Vestre mener nemlig, at møblerne ligner deres for meget, og understreger, at de ikke er blevet betalt af King Food AS, der er franchisetager af Burger King i Skandinavien.

»Vi ønsker ikke at kommentere den igangværende strid med Vestre AS i medierne, ud over at vi mener, at vi ikke har krænket Vestres designrettigheder,« skriver Olav Bæverfjord, administrerende direktør i Burger King Norge, i en mail til E24.

Ifølge advokat Rune Nordengen har Burger King accepteret, at de skal destruere udendørsmøblerne i Hvam samt udendørsmøblerne på en restaurant i Sverige. De nægter dog at betale for at have krænket møbelvirksomhedens rettigheder.

Samtidig oplyser han, at burgerkæden har bestilt flere varer fra den polske underleverandør, der efter planen skulle placeres på skandinaviske Burger Kings.

Sagen skal for retten i Oslo i marts i år.

Den tidligere leder af møbelvirksomheden er nuværende erhvervsminister i Norge, Jan Christian Vestre, der fortsat ejer størstedelen af virksomheden.