Som det første land i Norden vil Norge forbyde landets mink- og rævefarme inden 2025.

I weekenden blev de tre partier Høyre, Fremskrittspartiet og Venstre enige om et regeringsgrundlag, og her er det blevet skrevet ind, at hele industrien skal udfases, skriver nyhedsbureauet NTB.

Det glæder dyreværnsforeningen Anima.

- Det er en fantastisk sejr for arbejdet med at stoppe pelsindustrien i Europa, siger kampagnechef Thorbjørn Schiønning i en pressemeddelelse.

Afviklingen af pelsdyrindustrien trækkes frem som en af de store sejre for Venstre under regeringsforhandlingerne.

Men landbrugsminister Jon Georg Dal fra Fremskrittspartiet siger til avisen Møre-Nytt, at det er det største tab for partiet under forhandlingerne.

- Mit job bliver nu at gennemføre det her på en måde som gør, at pelsdyrlandmændene får tilstrækkelig tid og kompensation i afviklingsperioden, siger ministeren.

/ritzau/