På grund af et fald i det generelle asyltal vil den norske regering tage imod 3000 kvoteflygtninge i 2019.

København. Den norske regering har besluttet at modtage 3000 kvoteflygtninge næste år.

Det er en stigning på 880 i forhold til i år, hvor man tog imod 2120, og det skal ifølge regeringen afspejle, at det overordnede antal mennesker, der søger asyl i Norge, er faldet betragteligt siden 2015.

Det skriver NRK og dagbladet VG.

Forslaget om at øge antallet af kvoteflygtninge er en del af den norske regerings udkast til en samlet finanslov for 2019, der præsenteres mandag.

Kvoteflygtninge er særligt udsatte flygtninge, der udvælges blandt FN-flygtninge.

I januar blev den norske regering, der indtil da havde bestået af det konservative Høyre og det indvandringsskeptiske Fremskrittspartiet, udvidet til også at omfatte det lille liberale parti Venstre.

Og det har længe været en prioritet for det mere socialliberale Venstre, at man skulle øge antallet af kvoteflygtninge.

Modsat Norge har Danmark siden 2017 afstået fra at modtage kvoteflygtninge, og i starten af oktober annoncerede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (K), at Danmark ikke ville tage imod kvoteflygtninge i år.

- Selv om vi har fået markant bedre styr på tilstrømningen, er vi stadig i den situation, at vi kæmper med at få integreret de mange flygtninge, der er kommet til Danmark i de seneste år, udtalte hun i den sammenhæng.

/ritzau/