Fire nordmænd, der har været taget som gidsler på gasanlægget i Algeriet, er nu i sikkerhed. Skæbnen for ni andre nordmænd er uvis. Det var budskabet fra Norges statsminister, Jens Stoltenberg, på et pressemøde torsdag aften.

- I aften er vi alle dybt urolige over, at vi ikke ved, hvad der er sket med vores landsmænd og de andre gidsler. Jeg føler med de pårørende, som har måttet forholde sig til grusomme spekulationer, sagde Jens Stoltenberg ifølge NRK og uddybede:

- Det, som er sket, er afskyeligt.

Statsministeren og udenrigsminister Espen Barth Eide, der også deltog i pressemødet, fortalte, at de løbende har været i kontakt med myndighederne i Algeriet samt politiske ledere i en række lande.

- Der flyder så mange informationer rundt fra mange forskellige kilder. Det er vigtigt at huske på, at alle informationer ikke er rigtige, og vi arbejder på højtryk for at verificere informationerne, sagde Espen Barth Eide.

Gidseldramaet, der blev indledt onsdag morgen, tog torsdag en dramatisk drejning, da algeriske helikoptere angreb terrorister ved det gasanlæg i Sahara-ørkenen, hvor de har holdt et stort antal gidsler fanget.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters lykkedes det algeriske sikkerhedsstyrker at befri 25 udenlandske gidsler, mens seks skulle være blevet dræbt.

Der er dog stor usikkerhed forbundet med antallet - nyhedsbureauet ANI og TV-stationen Al-Jazeera melder om 34 dræbte gidsler og 15 dræbte gidseltagere, da regeringsstyrker affyrede skud mod en bil, som de forsøgte at flygte i. Ingen af dødstallene er bekræftet fra officiel side.

Det er gidseltagere fra terrorgruppen »Blodets Brigade«, som har forbindelser til Al-Qaeda i Nordafrika, der står bag gidseldramaet på gasindvindingsanlægget 800 kilometer syd for hovedstaden Algier, hvor et stort antal udenlandske og algeriske ansatte er blevet taget til fange.

Anlægget drives af det britiske olieselskab BP og norske Statoil, og blandt gidslerne var en halv snes nordmænd, samt amerikanere, andre europæere og japanere.

Under tilfangetagelsen var der rapporter om, at flere af udlændingene inde på gasanlægget fik bombebælter spændt omkring livet.

Gidseltagerne har forlangt, at Frankrig stopper landets offensiv i Mali og kræver 100 militante islamister løsladt fra fængsler i Mali.