Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Mens Danmark torsdag har sidestillet corona med andre sygdomme, kalder Norge situationen for uforudsigelig.
Den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet, kalder torsdag den nuværende coronasituation i Norge for uforudsigelig.
Det sker i styrelsens ugentlige rapport.
Årsagen er ifølge rapporten, at de dominerende coronavarianter i Norge er dem, som i højere grad kan omgå immunitet og antistofbehandling.
Samtidig viser den seneste uges tal, at smitten er stigende i Norge.
Den norske udmelding kommer, på samme dag hvor Sundhedsstyrelsen i Danmark har sidestillet coronavirus med andre sygdomme. Det betyder, at det ikke længere anbefales, at man isolerer sig ved en positiv test.
I Norge ser Folkehelseinstituttet tegn på, at antallet af coronatilfælde, influenzatilfælde og tilfælde af RS-virus er på vej op.
»Det er muligt, at alle tre epidemier bliver betydeligt større i juletiden.«
»Den samlede belastning på sundhedsvæsenet kan blive stor. Sygehusene og kommunerne skal have beredskab til øget sygdom, højere sygefravær, flere indlæggelser og flere udbrud på plejehjem og sygehuse,« lyder det.
I Danmark siger Line Raahauge Hvass, der er konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at der ikke længere er brug for særregler.
»Vi kan nu tage endnu nogle skridt mod mere normale tilstande i forhold til at håndtere covid-19 i både samfund og sundhedsvæsen.«
»Der er ikke længere behov for meget specifikke retningslinjer for covid-19 i forhold til andre sygdomme, for eksempel at personer med en positiv test for covid-19 isolerer sig i mindst fire dage,« siger hun i en pressemeddelelse.
I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme, hvis man føler sig syg. Det er for at forebygge smitte med både coronavirus og influenza.
/ritzau/NTB