Nordkorea har store planer for landets deltagelse i vinter-OL. Det vil sende heppekor og orkester, lyder det.

Seoul. Nordkorea vil sende et heppekor med 230 cheerleadere til vinter-OL i Sydkorea i næste måned. Det oplyser sydkoreanerne efter et møde mellem de to nationer.

Meldingen kommer oven på en uge med flere drøftelser om OL mellem Nord- og Sydkorea efter mere end to års tavshed mellem de to parter.

De to parter er teknisk set stadig i krig med hinanden. Konflikten i 1950-1953 endte med en våbenhvile og ikke en fredsaftale.

Nordkoreanerne truer jævnligt med at ødelægge Sydkorea, Japan og USA.

I årene, der er gået, siden de to parter senest talte sammen, har nordkoreanerne prøveaffyret en lang række ballistiske missiler og gennemført flere atomtest.

Selv om der nu tilsyneladende er en lille optøning mellem de mangeårige fjender, er der langt igen.

Tirsdag blev 20 nationer, heriblandt Danmark, enige om at overveje hårdere sanktioner mod Nordkorea i et forsøg på at presse det isolerede styre til at opgive dets atomvåben.

Samtidig blev de enige om en strengere kontrol af farvandet ud for Nordkorea.

Japans udenrigsminister, Taro Kono, advarer resten af verden mod ikke at være naive over for Nordkoreas "charmeoffensiv" om OL.

- Det er ikke et tidspunkt, hvor vi skal lette presset eller belønne Nordkorea, siger han.

- Det faktum, at Nordkorea indgår i dialog, kan tolkes som bevis for, at sanktionerne virker.

Onsdagens møde blev holdt i grænsebyen Panmunjom. Det er det tredje møde på blot ti dage mellem de to lande.

Efter et andet møde mellem repræsentanter for nord og syd blev det mandag meldt ud, at Nordkorea vil sende et orkester med 140 medlemmer til vinter-OL.

Repræsentanter fra nord og syd har også drøftet at stille med et fælles kvindeligt ishockeyhold.

Drøftelserne sker forud for et møde i schweiziske Lausanne lørdag 20. januar.

Her mødes repræsentanter fra de to stridende landes olympiske komitéer med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at lægge den store slagplan for Nordkoreas deltagelse ved vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.

Vinter-OL begynder 9. februar og varer indtil 25. februar.

/ritzau/Reuters