En amerikaner, som blev anholdt for ulovligt at rejse ind i Nordkorea for en måned siden, bliver deporteret.

Nordkorea vil deportere en amerikansk statsborger, som har været anholdt i en måned.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den amerikanske mand blev anholdt 16. oktober for ulovligt at passere grænsen fra Kina til Nordkorea. Det er uvist, hvornår frigivelsen vil ske.

Meddelelsen om udvisningen tyder på, at Nordkorea stadig forsøger at forbedre forholdet til USA.

Flere gange tidligere har Nordkorea tilbageholdt amerikanske statsborgere, som er anholdt for lignende anklager, i måneder, før højprofilerede repræsentanter fra USA har været i Pyongyang for at få dem fri.

I maj løslod Nordkorea tre amerikanske fanger efter mere end et års tilbageholdelse. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, var rejst til landet, og de tre amerikanere fløj tilbage til USA med ministeren.

Det skete, uger før at den amerikanske præsident, Donald Trump, mødtes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, i Singapore.

Deres løsladelse står i kontrast til den skæbne, som amerikanske Otto Warmbier led i Nordkorea. Han døde, få dage efter at han var blevet frigivet fra Nordkorea i koma efter 17 måneders tilbageholdelse.

/ritzau/AP