I fredags bekræftede Nordkorea, at den første person havde mistet livet som følge af covid-19.

Selvom Nordkorea altid har været meget hemmelighedsfulde om landets anliggender, kunne det nordkoreanske statsmedie KCNA offentliggøre, at en 'unavngiven sygdom' har spredt sig til 350.000 mennesker.

»Det faktum, at de selv afslørede den (sygdommen, red.), viser alvoren af det. Det er næsten som om, at de udsender et 'SOS' til verden for at sige, at situationen er alvorlig,« siger Doktor Sojin Lim, der er seniorforsker i Korea-studier ved University of Central Lancashire, til mediet VICE World News.

Ifølge KCNA kæmper yderligere 18.000 mennesker med slemme influenza lignende symptomer.

Selvom flere vestlige medier i begyndelsen stillede spørgsmålstegn ved, om der egentligt var tale om corona, er eksperter slet ikke i tvivl.

»Lige nu har hundredvis af mennesker symptomer, og der er ingen anden luftvejsvirus, der kan være udbredt nu – bortset fra covid-19,« siger Jacob Lee, der er professor i infektionssygdomme ved Sydkoreas Hallym Universitet.

Nordkoreanske myndigheder valgte i torsdags at hæve landets sikkerhedsniveau til maksimum efter at have fundet tilfælde af omikronvarianten.

Samtidig beordrede Nordkoreas leder Kim Jong-un, at dele af landet skulle lukke ned for at »stoppe spredningen af det ondsindede virus.«

Flere eksperter har kaldt situationen i Nordkorea for »en mulig katastrofe« og henviser til, at Nordkorea i øjeblikket er et ud af to lande i hele verden, der ikke har udrullet covid-19 vacciner.

Derudover er det nordkoreanske sundhedssystem i knæ efter flere år med svære økonomiske forhold, der blandt andet har betydet mangel på mad flere steder i landet.

Andre læser også