I Nordkorea er der lørdag formiddag dansk tid registreret et jordskælv med en beregnet størrelse på 3,4.

Jordskælvsmyndigheden i Kina - der er Nordkoreas tætteste allierede - oplyser, at det er en mulig eksplosion, der har udløst skælvet.

Men Sydkoreas vejrmyndighed vurderer, at det umiddelbart er et naturligt jordskælv.

Den vurdering beror på, at der ikke er opfanget menneskeskabte lydbølger i forbindelse med skælvet.

- Vi benytter os af adskillige metoder til at fastslå, hvorvidt jordskælv er naturlige eller menneskeskabte, siger en ansat i den sydkoreanske myndighed, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

- En vigtig metode er at kigge på seismiske bølger eller seismiske akustiske bølger. Og sidstnævnte kan opfanges, hvis jordskælvet er menneskeskabt. Her har vi ikke set nogen. Så derfor kategoriserer vi det indtil videre som et naturligt jordskælv.

Organisationen CTBTO, der overvåger atomprøvesprængninger, oplyser, at det har opfanget to seismiske hændelser i Nordkorea. Men de stammer formentlig ikke fra eksplosioner.

Tidligere har kraftige jordrystelser i Nordkorea været udløst af atomprøvesprængninger.

De har dog altid haft en beregnet størrelse på 4,3 eller højere.

I forbindelse med det isolerede styres sjette atomprøvesprængning, der fandt sted i begyndelsen af september, blev et skælv med en beregnet størrelse på 6,3 udløst i Kilju-området, hvor atomanlægget Punggye-ri er placeret.

Det er også i det område, lørdagens jordskælv ifølge Sydkorea har fundet sted.

Nordkoreas mange atomprøvesprængninger og missiltest har udløst en række FN-sanktioner mod landet.

Og så sent som fredag bebudede USA's præsident, Donald Trump, flere sanktioner mod Nordkorea.

Samtidig har Trump i den forgangne uge, hvor der har været FN-generalforsamling, optrappet ordkrigen med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Tirsdag sagde den amerikanske præsident, at hvis ikke Nordkorea ophører med at true USA, vil amerikanerne ikke have andet valg end at "fuldstændig ødelægge" landet.

Det fik det isolerede styres leder til at svare igen:

- Hans bemærkninger har overbevist mig - snarere end at skræmme eller stoppe mig - om at den vej, jeg har valgt, er den rigtige, og at det er den, jeg skal følge, sagde han med henvisning til landets atomprogram.

- Jeg vil med sikkerhed tæmme den mentalt forstyrrede, amerikanske senile olding med bål og brand.

/ritzau/