Det er småt med informationer om et møde blandt udsendte fra Nordkorea, Sydkorea, USA og værtslandet Sverige.

Over weekenden er ganske få informationer om et hemmeligt møde på en lokation i Sverige floreret på flere medier.

På mødet deltager angiveligt højt placerede personer og repræsentanter fra Nordkorea, Sydkorea, USA og Sverige.

En talsmand fra det svenske udenrigsministerium Buster Mirow Emitslof siger ifølge AP, at diplomater fra landene skal holde møder med en "lille gruppe af internationale eksperter".

Lee Do-Hoon fra Sydkorea og USA's Steve Biegun, der udtaler sig i forhandlingerne om Nordkorea skal blandt andet deltage.

Sammen skal de to repræsentanter mødes med Choe Son Hui, der er stedfortrædende udenrigsminister i Nordkorea, skriver nyhedsbureauet AP.

Mødet bliver afholdt af Sveriges regering og det svenske institut Stockholm International Peace Research Institute (Sipri).

Et kommende topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, blive diskuteret, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Hverken sted eller tidspunkt for mødet er blevet bekræftet. Men lørdag spærrede politiet ifølge TT et konferencecenter ved søen Mälaren, der ligger nordvest for hovedstaden Stockholm, af.

Sverige har haft diplomatiske relationer med Nordkorea siden 1973. Det er også et ud af ganske få vestlige lande, der har en ambassade i Nordkorea.

Lørdag meldte Trump ud, at USA og Nordkorea var blevet enige om, hvor et topmøde mellem de to lande skal finde sted i februar.

- Vi har valgt et land, sagde den amerikanske præsident uden at komme med yderligere oplysninger omkring lokationen.

Der er endnu ikke nogle konkrete meldinger om, hvor mødet vil finde sted. Første gang de to ledere mødtes var i juni i Singapore.

/ritzau/